Danske Forlag har fulgt op på deres undersøgelse af COVID-19-krisens påvirkning af danske forlag fra april.
Skal COVID-19-situationen opsummeres i en grov sætning, bliver den: Salget af trykte bøger er faldet, mens de digitale formater har fået (endnu) mere vind i sejlene.
Denne brede ramme er ikke gjort ugyldig hen over de seneste måneder fra Danske Forlag loddede dybderne i forlagslandskabet i en undersøgelse i april til nu.
Ligesom dengang har Danske Forlag medio juni udsendt en spørgeskemaundersøgelse til alle 72 medlemsforlag. De to undersøgelser er dog umiddelbart svære at sammenligne, da svarprocenten er endnu lavere denne gang:
I den aktuelle undersøgelse deltog kun 31 forlag, mens 43 var med sidst. Mens alle syv store forlag (årlig omsætning på over 50 millioner kroner) deltog første gang, gælder det kun fire denne gang.
Med disse forbehold in mente, ser situationen lysere ud.
Dengang forventede lidt mere end tre fjerdedele af forlagene, at COVID-19-krisen ville påvirke årsresultatet i negativ retning; nu gælder det ‘kun’ lidt under 60 %.
I den nye undersøgelse oplyser tre fjerdedele, at de ikke har stoppet planlagte udgivelser på grund af krisen. Kun en femtedel har haft gavn af regeringens forskellige krisepakker.
—
Foto: iStock/Getty Images.