Det værste 1976-1996 af Rune T. Kidde

Med vanlig humoristisk snilde har Kidde valgt en dybt selvironisk titel, der faktisk rammer helt præcist, for pointen er at det IKKE en samling af hans bedste tegneserier. Det er derimod en samling der rammer vidt og bredt i de 20 første år af hans karriere, hvor fokus er lagt på de mere ukendte produktioner.

Selv skriver Kidde i sit forord at han håber albummet ‘kan vise en kunstnerisk udvikling, dels give det store, nye publikum adgang til det omfattende materiale, der forlængst har forpuppet sig i støvede antikvariater og glemte garager.’ Her kører han den ene af sine målsætninger hjem, for en kunstnerisk udvikling ses ikke fra hans uregerlige tegnehånd. Der er dømt dyb anarkistisk stilstand, forstået på den måde at hans flippede tegninger beholder deres iboende anarkisme hen over perioden. Til gengæld sker der på manuskriptsiden en udvikling, hvor historierne bliver meget mere teksttunge, og de tumpede ordspil virkelig får lov at spille plat på den mindste mulighed. Han bliver en mester i at vride jokes ud af næsten ingenting.

For Kidde-ister er der guf i form af ikke før udgivent materiale, hvor særlig oplæg til to serier på Politiken Rune T. Kiddes kulturhysterisk katechismos og Der var engang bør fremhæves. Katekismen minder om hans litterærlige klassikere, der benytter samme sidekonstruktion og humor. Desværre blev den aldrig til mere end det der er med her.

Hans vel nok største hit ‘historien om Pissehuen’ er med, men samlingen er ikke lagt i en samlet ramme, – de tidlige serier fra blandt andet Man siger så meget, fra Kiddes personlige og depressive periode er i en helt anden boldgade det meste af materialet. De striber bør i stedet læses i den helhed de findes i, i det album de stammer fra. Ellers zig-zagger samligen som et udvalg fra en multikunstner bør gøre. Eventyret om de to pukkelrygge er grumt og lige i Brødrene Grimms stil, tegnet af vennen Peter Kielland. Den historie er faktisk ret uhyggelig.

Bagsiden lover et udvalg af de skæggeste, groveste og grimmeste tegneserier, – de grimmeste ja; slutsiden er reelt umulig at tyde, da Kidde har tegnet den, EFTER han mistede synet. Kanske det er en joke i sig selv. De skæggeste af Kiddes sider finder du ikke her. Alligevel er albummet en udmærket introduktion for en læser der er ubekendt med den blinde tegner.

Lån tegneserien på biblioteket

The post Det værste 1976-1996 af Rune T. Kidde first appeared on Bogrummet.