Danmarks Statistik har offentliggjort de seneste tal omkring detailsalget i Danmark.
Det samlede detailsalg er uændret fra juni til juli, når der korrigeres for prisudvikling, normale sæsonudsving og effekten af handelsdage, skriver Danmarks Statistik i sin seneste opgørelse over detailsalget i Danmark.
Der var fremgang i varegrupperne ‘beklædning mv.’ og ‘andre forbrugsvarer’, hvor salget steg med henholdsvis 3,1% og 0,7%, mens salget af ‘fødevarer og andre dagligvarer’ faldt med 1,4%.
Selvom udviklingen på detailhandlen har været status quo fra de to sommermåneder, er der en positiv udvikling, når man sammenligner med året før. Her viser tallene, at detailsalget i juli var 3,9% højere end samme måned i 2023, når der korrigeres for prisudvikling.
– Detailsalget er nu steget hele 6,1 % i forhold til bunden i december 2022. De høje niveauer fra Corona-tiden er vi endnu ikke i nærheden af, men vi nærmer os lige så langsomt. Tallene indikerer samtidig, at de store fald ligger bag os, og at reallønsstigningerne virkelig begynder at kunne ses i detailsalget.
– Tallene bekræfter ligeledes, at detailsalget er vendt tilbage til en mere jævn udvikling og vækst, som vi så det før Corona-tiden. Vi forventer således, at udviklingen i detailsalget vil fortsætte i en pæn positiv retning, som det vi så op gennem 2010’erne, skriver boligøkonom i Lån & Spar, Karsten Poul Jørgensen, om udviklingen.