Louise Juhl Dalsgaards nye digtsamling er skrevet under COVID-19-pandemien. Det er digte om en samfundsmæssig og personlig krise, om menneskehed og menneskehud og en virkelighed, hvor der bogstaveligt talt kun er to meter mellem liv og død.
Da Mette Frederiksen 11. marts lukkede Danmark ned, lukkede forfatter Louise Juhl Dalsgaard fra Skanderborg op for digtene.
I stedet for at grave sig ned i mismod, savn og angst, skrev hun sig ind på livet. Torsdag den 7. maj udkommer hendes digtsamling ‘i dag skal vi ikke dø‘, som indeholder digte skrevet under nedlukningen. Ét digt om dagen.
“Når den store episke fortælling om altings gang: hjulene, der drejer, tingene, der udvikler sig – pludselig forsvinder, kan litteraturen måske finde en anden form, andre sammenhænge,” siger Louise Juhl Dalsgaard.
Hvem er vi, når rutinerne, titlerne, dosmersedlerne ikke længere lægger en drejebog for vores dage. Hvad taler vi om, når ikke vi taler om arbejde, forsinkede tog og dagens tilbud i det lokale supermarked. Hvem taler vi med? Hvad stiller vi op med en angst, der ikke har noget ansigt, en sygdom, vi intet ved om og som der endnu ikke findes behandling imod?
Louise Juhl Dalsgaard digtsamling handler også om at hilse på ingen, tale med tv’et, skære æbler i sirlige både, for i det mindste at gøre noget. Men også digte, der ser på alt det udenom, samfundet, systemet – det, der egentlig skulle holde sammen på menneskene, men som det nu er menneskene, der holder sammen.