Med sit køb af eLov tager Djøf Forlag et stort spring ind i AI-alderen.

Djøf Forlag er nu fuld ejer af eLov, en virksomhed med speciale i såkaldt legal tech, der kombinerer jura og teknologi. Djøf Forlag ejer i forvejen Jurabibliotek.dk med mere end 500 juridiske titler. De over 5000 jurister, der bruger det digitale jurabibliotek kan med AI fra eLov, løfte den juridiske søgning til et nyt niveau, skriver forlaget på sin hjemmeside

eLov er stiftet af tidligere advokat Jens-Christian Jensen og efter et indledende samarbejde over 15 måneder, sælger Jens-Christian Jensen nu sin virksomhed til Djøf Forlag for en ikke-offentliggjort sum. Jensen fortsætter selv som udviklingschef i Djøf Forlag med ansvar for udvikling af teknologier til brug i juridisk informationssøgning.

– Djøf Forlag varetager de digitale rettigheder til markedets absolut største og mest alsidige samling af jurabøger og også flere af de bedste tidsskrifter. I eLov har vi en godt struktureret database med love, forarbejder m.v. Når vi træner vores AI på både forlagets og eLovs data, bliver den i stand til at finde svar på juridiske spørgsmål og dokumentere det hele med links til primære kilder og fortolkningsbidrag. Alle jurister bliver dermed i stand til at arbejde lidt bredere og får større sikkerhed for, at de er på rette spor, siger Jens-Christian Jensen.

Digital direktør i Djøf Forlag, Bjarke Madsen, byder Jens-Christian Jensen velkommen:

– Vi er nu et stærkt team på ni medarbejdere hvis fornemste opgave er at bringe vores juridiske kvalitetslitteratur ud til vores brugere og udnytte nyeste teknologi, så funktionalitet og søgning bliver bedst mulig.”

Det er Djøf Forlags ønske at gøre det nemt for travle jurister at passe deres arbejde ved at skabe det bedst mulige informationsgrundlag via kvaliteten i den juridiske litteratur kombineret med lovgivningen, og gøre den tilgængelig, hvor og når kunden ønsker det.