“Mennesker er ikke noget behageligt bekendtskab. De er ikke andet end slim og tarme og indvoldsorm.” Lyder det misantropisk? Jamen, den arme doktor Bagge er også forfærdeligt syg, og alligevel skøtter han samvittighedsfuldt sit hverv med både nat og dag at køre rundt i sit automobil til Thyregod og omegns mange syge borgere og bønder. […]

“Mennesker er ikke noget behageligt bekendtskab. De er ikke andet end slim og tarme og indvoldsorm.”

Lyder det misantropisk? Jamen, den arme doktor Bagge er også forfærdeligt syg, og alligevel skøtter han samvittighedsfuldt sit hverv med både nat og dag at køre rundt i sit automobil til Thyregod og omegns mange syge borgere og bønder. Hvem som helst kunne blive gram i hu under de omstændigheder.

Vigand Bagge har næppe nogen sinde været en grinebider, eller blot “kådmundet”. Intelligent, idealistisk, opmærksom, javel, men også tilknappet græsende til det brøsige.

Af ren barmhjertighed giftede han sig med den unge, tilrejsende lærerinde Lilly, som han troede gravid uden for ægteskab. Det var hun ikke, hun havde ingen anelse om hans ædle motiver, sagde blot ja. Hvilket nok var en fejl, for doktor Bagge er tilsyneladende ikke interesseret i kvinder. På den måde, altså. Eller er det nærhed, han ikke tåler?

Vigand og Lilly har nu været gift i over 20 år, men spørgsmålet er, om de overhovedet er kommet hinanden tættere end en venlig bemærkning og et kysk klap på skulderen? Guderne skal vide, at hun gerne vil, men han vægrer for sig. I hans forpinte sind spøger minderne om den elskede far, apotekeren, og moren, som han kun havde foragt til overs for. Måske er det barndommen, der har givet ham en afsmag for fysisk samkvem. Eller måske er hans sande kærlighed en ganske anden.

“Sentimentalitet

Til en sen nattetime”

Således lyder et af doktor Bagges anagrammer, som har givet denne lille perle af en bog navn. Et passende anagram, thi den gode doktor sidder vågen nat efter nat, mens hans lille, ranke Lilly sover de uskyldiges søvn. Han sidder dér og bliver ”klæbrig”, mens han venter på døden.

”Doktor Bagges anagrammer” er en selvstændig prequel til den vidunderlige roman ”En ny tid”, hvor Ida Jessen lod lærerinden Lilly være prismen, hvorigennem begivenhederne dengang sidst i 1920’erne skinnede. Her mødte vi doktoren, som vi ikke begreb. Denne gang forstår vi noget mere af mandens indesluttede væsen, men må også erkende, at mænd anno 1927 ikke er som mænd af i dag.

Ida Jessen er en formidabel forfatter. Hun besidder en enestående sans for, at menneskers indre liv ofte kan være langt mere gribende stof end endog meget dramatiske begivenheder ude i virkeligheden. Jeg håber og beder til, at Ida Jessen har planer om at fortsætte denne pragtfulde miniserie fra et helt andet, både fattigere og rigere, Danmark.

Lån bogen på biblioteket