DR LYD har skabt mere trafik til sin platform og vil i de kommende måneder skrue op for sit tilbud
I foråret 2023 igangsatte DR arbejdet med at styrke DR LYD-platformen. Indsatsen har båret frugt, og i dag sker cirka 64% af lytningen af DR’s podcast i DR LYD mod 35% tilbage i 2023.
I sammen periode er den samlede lytning af DR’s podcasttilbud vokset på tværs af platforme fra cirka 3,5 mio. ugentlige lytninger til mere end 4 mio. ugentlige lytninger.
Samtidig bevæger lytterne sig bredere rundt i DR’s samlede public service-tilbud på lyd og lytter til flere og mere specialiserede titler og bidrager på den måde til den samlede dækning.
Skruer op
Med den positive udvikling in mente for platformen, skruer DR LYD over de kommende måneder op for sit tilbud af livedækning og nye og gamle lydtilbud.
Her kan danskerne se frem til en udvidet live- og aktualitetsdækning, såsom en ny søndagsudgave af ‘P1 Morgen’. Dertil giver DR lytteren adgang til at gå på opdagelse i et større bagkatalog i DR LYD med blandt andet populære satireprogrammer som ‘Rytteriet’ og andre ikoniske radiomontager. Det oplyser DR selv i en meddelelse.
– DR har tre hovedindgange til alt vores indhold – DRTV, DR LYD og dr.dk – og vi arbejder i disse år med en lang række initiativer, som skal gøre vores indhold bedre og mere relevant for danskerne. Derfor udvikler vi også løbende DR LYD, så det samlede tilbud afspejler den tid, vi er i, og de vaner og behov, som lytterne har. Det betyder, at vi den kommende tid giver plads til mere livedækning, mere aktualitet og generelt mere indhold – herunder både fra bagkataloget og helt nye programmer, siger Tine Godsk Hansen, chef for DR LYD, og uddyber:
– Vi gør det her, samtidig med at vi fortsat dyrker vores stærke podcasts og andre programmer, som lytterne i lige så høj grad har appetit på. Vi kan se, at det er vigtigt, at alt indhold – lige fra programmer om tro og musik til AI og økonomi – kan bruges af lytterne via DR LYD, præcis når det passer ind i deres hverdag.
Udover det nye søndagsformat af ‘P1 Morgen’ vil også kanalens flagskib ‘P1 Orientering’ få en større sendeflade i det nye år. Derudover tilføjer P2 nye programmer til sit program samtidig med, at man tilpasser sin balance mellem DAB og FM.
Indsatsen for mangfoldigheden i musikken
Musikken er en væsentlig og naturlig del af DR’s lydunivers. Derfor arbejder DR løbende med at få mangfoldighed ind i musikken og under overskriften ’Kvinder i Musikken 2024’ samler DR igen i år en række organisationer og den danske musikbranche til topmøde den 5. november. Målet med branchens samlede indsats er at skabe en bedre kønsbalance i det danske musikliv. Fokus ved årets topmøde er pengestrømmene i musikbranchen.
Siden 2021 har DR arbejdet målrettet med projektet ’Kvinder i Musikken’, der har som ambition at løfte repræsentationen af kvindelige musikere på tværs af radiokanalerne: P2, P3, P4, P5, P6, og P8, på tv og i podcasts.
Projektet indeholder flere konkrete initiativer heriblandt musiktopmødet i tæt samarbejde med branchen.
Bogmarkedet Audio’ er sponsoreret af Radioplayer/mereRadio og Audiodays.