I anledning af mit sci-fi-tema mente jeg, at det var meget passende at genlæse en klassiker – nemlig ‘Drømmer androider om elektriske får?’, der er skrevet af Philip K. Dick. Det er bogen, som senere blev brugt som oplægget til … Læs resten →

I anledning af mit sci-fi-tema mente jeg, at det var meget passende at genlæse en klassiker – nemlig ‘Drømmer androider om elektriske får?’, der er skrevet af Philip K. Dick. Det er bogen, som senere blev brugt som oplægget til filmklassikeren Bladerunner.

Bogen handler om Rick, der lever på Jorden i en fremtidsudgave af 1992, hvor en altødelæggende krig har udslettet det meste liv på planeten. De fleste mennesker er rejst til andre planeter, men få er – som Rick – blevet tilbage. Rick er ret påvirket af, at han kun har et elektrisk får som kæledyr. Han synes, at det er pinligt, for der ville være langt mere prestige i at have et levende får, men det er ret dyrt i en verden, hvor mange dyrearter er uddøde. Rick forsøger derfor at tjene ekstra ved at være yderst effektiv i forbindelse med sit arbejde som dusørjæger. Han jagter androider, der er undsluppet fra Mars og nu gemmer sig på Jorden, men det er et farligt job, for andrioderne er ikke just interesseret i at lade sig indfange frivilligt.

Da jeg læste bog i sin tid – for mange år siden – syntes jeg, at det var en pudseløjerlig ramme for en historie, fordi det et eller andet sted virker grotesk at forestille sig en verden, hvor man har elektriske dyr som kæledyr. Men hele ideen om elektriske versus levende kæledyr bliver også brugt til at afgøre, om personen foran dig er et menneske eller en androide. Alle ved jo, at maskiner ikke kan have følelser – eller kan de? Hvad hvis de rent faktisk kan lære det? Hvad afskiller dem så fra menneskene?

Menneskeheden har længe været fascineret og skræmt ved tanken om, at maskinerne en dag bliver klogere end os og kan overtage verden. Det er en frygt, der kun bliver mere og mere relevant disse år, hvor der tales meget i medierne om, at robotterne overtager mange jobs – ikke kun på fabrikkerne men også med vidensarbejde, hvor man indtil nu har haft brug for mennesker til at løse opgaverne. Og så dukker spørgsmålet op igen – hvilke begrænsninger skal vi sætte for kunstig intelligens? Skal vi sætte nogen overhovedet? Og hvad sker der, når robotterne bliver klogere end os?

Historien er ret simpel, og det er heller ikke en særlig tyk bog, men jo mere, man dykker ned i den, jo mere har den at byde på, for den stiller nogle vigtige og tankevækkende spørgsmål. Det er en bog, man sagtens kan læse flere gange og som man også bør have læst mindst én gang. Det gælder ikke at have set filmversionen (selvom jeg nu elsker Bladerunner og synes, at den på en række punkter er bedre end bogen), for jeg synes, de to medier kan nogle ret forskellige ting.