Lone Hørslev træder modigt ind i rækken af kendte, danske forfattere, der mener noget om den usædvanlige kvindeskæbne, Marie Grubbe (1643-1718). H.C. Andersen, I.P. Jacobsen, St. Steensen Blicher, Ludvig Holberg og senest Juliane Preisler. Alle har de en vinkel på kvinden, der usædvanligt for sin tid og sit køn fulgte sit flagrende hjerte og sine […]
Lone Hørslev træder modigt ind i rækken af kendte, danske forfattere, der mener noget om den usædvanlige kvindeskæbne, Marie Grubbe (1643-1718).
H.C. Andersen, I.P. Jacobsen, St. Steensen Blicher, Ludvig Holberg og senest Juliane Preisler. Alle har de en vinkel på kvinden, der usædvanligt for sin tid og sit køn fulgte sit flagrende hjerte og sine brændende lyster – og betalte prisen.
Klogt nok nøjes Lone Hørslev med at fokusere på en kort, men skelsættende periode i Marie Grubbes liv, nemlig julen og nytåret 1666-1667.
Marie er 23 år og har i 6 år været gift med Christian IV’s uægte barnebarn, Ulrik Frederik Gyldenløve, en af rigets mægtigste mænd, der nu sidder som statholder i Christiania (Oslo). De bor på Akerhus Slot omgivet af tjenende ånder og ubegribelig luksus, i praksis lever Marie en dronnings liv.
Men Gyldenløve er en brutal mand og hensynsløs elsker, så vores slukørede Marie lader sig først forføre af den elegante, franske ritmester Blanquefort og dernæst af sin egen svoger. Hvilket uheldigvis bliver opdaget, og så begynder Maries deroute.
Lone Hørslev beretter indlevet og sansemættet om det overdådige liv på slottet, om menigmands skidne hverdag, om elskov og kulinariske excesser, om den grasserende overtro, der sendte kloge kvinder på bålet som hekse og sindsforvirrede mænd på hjul og stejle. Lidenskabens safter og uskyldens blod blandes med kyndig kvindehånd.
Sproget er overbevisende, handlingen medrivende, tidsbilledet som-at-være-der-selv og persontegningen psykologisk troværdig. Vi forstår til fulde, hvorfor Marie er sin arrogante mand utro, og endda hvorfor hun kan tilføje et horn i panden på sin egen søster, som hun har et livslangt had/kærlighedsforhold til.
“Dyrets år” er en historisk hyggespreder og chick lit på højt niveau.
Lån bogen på bibliotek.dk