Bogen starter i 1993, hvor Bosch stadig er i Hollywoodafdelingen og arbejder sammen med Edgar. De efterforsker en ung kvindes forsvinden, Marie Gesto. Kun hendes bil med hendes tøj står tilbage i en tilfældig garage. 13 år senere er sagen stadig uopklaret, og Bosch arbejder nu i afdelingen for gamle og uopklarede sager. Han har […]
The post Echo Park af Michael Connelly first appeared on Bogrummet.

Bogen starter i 1993, hvor Bosch stadig er i Hollywoodafdelingen og arbejder sammen med Edgar. De efterforsker en ung kvindes forsvinden, Marie Gesto. Kun hendes bil med hendes tøj står tilbage i en tilfældig garage.

13 år senere er sagen stadig uopklaret, og Bosch arbejder nu i afdelingen for gamle og uopklarede sager. Han har aldrig kunnet glemme sagen fra ’93 og har derfor stadig sagsmappen liggende. En morder, der blev taget på fersk gerning i en anden sag, vil pludselig tilstå mordet på Marie Gesto for at undgå dødsstraf, og Bosch er straks skeptisk, for han mener allerede at vide, hvem morderen er, men har aldrig kunnet bevise det.

Morderen bliver taget med på ekskursion i en nærliggende skov, hvor han vil vise Gestos grav. Han undslipper naturligvis, og så er både han og fanden løs. Kan Bosch finde ham igen? Da det samtidig viser sig, at Gestos lig faktisk lå i graven, og Bosch og Edgar måske lavede en grov fejl i ’93, så er karrieren også på spil…

Jeg er stor fan af Connelly og af Harry Bosch i særdeleshed. Hans ihærdighed for at finde retfærdighed for mordofrene er skelsættende, han skyr nærmest ingen midler, og kører næsten konstant lige på kanten af det lovlige. Det giver ham både venner og fjender, og et utal af forskellige makkere, som han kører træt, for hvem kan følge en ensom ulv?

Historien er både spændende og godt fortalt. Vi får alt det vi godt kan lide ved Bosch, hvilket også vil sige hyggestunder i hans stolpehus med jazz, øl og han teamer også op med Rachel Walling fra FBI. Jeg kan bedst lide Connelly, når han laver mere autentiske plots, og her går det lidt skævt i denne bog. Morderen er simpelthen for urealistisk og er baseret på gammel europæisk folklore, hvilket virker alt for søgt. Selv Walling synes det er langt ude et par gange i bogen.

Og så en lille spoiler alert, selvom det næppe kan komme bag på kernelæsere, men skurken skal atter findes blandt lovens håndhævere, og det er bare ved at være for trivielt og uopfindsomt af Connelly. Dog er der som sædvanlig også nogle plottwists, hvilket redder dagen lidt.

Første sæson af TV-serien Bosch er bl.a. baseret på Echo Park, med flere variationer. TV-seriens sidste sæson er ved at blive optaget i skrivende stund, og er et fint supplement til bøgerne. Der er lavet så meget om, at bøgerne stadig har deres eget liv, og det er dejligt.

Lån bogen på Bibliotek.dk

The post Echo Park af Michael Connelly first appeared on Bogrummet.