I syv komprimerede timer i den mørke Tokyo-nat agerer vi læsere en slags øje i det høje, et nyfigent kamera, der skiftevis zoomer ind og ud på nattens sære hændelser. Vi ser, men involverer os ikke, thi det er mod reglerne. Vi er neutrale iagttagere, der er inviteret med indenfor overalt, men alligevel føler os […]

I syv komprimerede timer i den mørke Tokyo-nat agerer vi læsere en slags øje i det høje, et nyfigent kamera, der skiftevis zoomer ind og ud på nattens sære hændelser. Vi ser, men involverer os ikke, thi det er mod reglerne. Vi er neutrale iagttagere, der er inviteret med indenfor overalt, men alligevel føler os udenfor, idet der er en usynlig mur af brudfast glas mellem os og de virkelige hovedpersoner.

På vores færd møder vi 19-årige Mari, der sidder søvnløs på en café og læser en tyk bog for at få tiden til at gå. Hun vil nemlig ikke hjem til sin ulideligt smukke storesøster Eri Asai, der har sovet en Tornerose-lignende søvn i flere uger. En formummet mand inde i det slukkede tv-apparat våger over den sovende skønhed. Det ville trombonespilleren Takahasi sikkert også gerne, for han havde engang et crush for Eri Asai, men i stedet mødes han mellem to øveseancer med lillesøster Mari i den sorte nat. Det er hans skyld, at hun bliver involveret i en ækel sag om en kinesisk luder, der er banket til blods på det slibrige lovehotel Alphaville, for Mari taler nemlig kinesisk. Lige som de truende triader, der er luderens arbejdsgiver. De er villige til at gå til yderligheder for at få fat på den uudgrundelige it-virtuos Shirakawa, som har ondt i sin højre hånd efter at have ommøbleret kineserpigens ansigt. Imens sover Eri Asai uforstyrret videre.

Som altid hos Murakami føles virkeligheden somme tider ret uvirkelig. Drømmeagtig, faktisk. At læse “Efter midnat” er som at høre en langsom, improviseret jazzmelodi i de blå timer, hvor bandets dygtige musikere efter tur falder ind med deres bud på temaet, men med vilje aldrig rammer det klokkerent. Tilhørerne må så at sige selv udfylde de sorte huller for at finde den røde tråd.

Murakami skriver naturligvis som en drøm. Personligt kan jeg imidlertid bedre relatere mig til hans lange romaner, hvor vi er i øjenhøjde med mere virkelighedsnære personer. Hvem har lyst til blot at være reduceret til et spionkamera uden et følelsesliv?

Lån bogen på Bibliotek.dk