Egmont bliver eneejer af Norges største forlagshus Cappelen Damm efter at have ejet det sammen med Bonnier siden 2007.

Egmonts engagement i det nordiske forlagsmarked skærpes nu markant med købet af alle aktier i Norges største forlagshus Cappelen Damm. Egmont ejer i forvejen forlagshuset Lindhardt og Ringhof i Danmark, der også er et af Europas førende lydbogsforlag.

”Bogen er i vækst. Det oplever vi både med trykte bøger og digitale udgivelser. Cappelen Damm passer godt ind i Egmonts publicistiske profil og langsigtede formål,” siger Steffen Kragh, koncernchef i Egmont og bestyrelsesformand for Cappelen Damm.

Cappelen Damm blev skabt i 2007 ved en fusion mellem det Bonnier-ejede Cappelen og Egmont-ejede Damm med et 50/50 procent ejerskab. Siden er forlaget vokset til at være Norges største forlagshus, som står bag over 2.000 udgivelser om året med fremtrædende forfattere fra Norge og resten af verden.

Koncernchef i Egmont og bestyrelsesformand for Cappelen Damm, Steffen Kragh er begejstret for, at det er lykkedes at overtage forlaget:
”Det tog os kort tid at beslutte. Vi vil gerne bidrage til Cappelen Damms fortsatte udvikling. Det gælder både litteratur og undervisningsmaterialer – som voksede 30 procent sidste år særligt på det digitale,” siger han:

”Jeg har haft min regelmæssige gang på forlaget siden 2007 og ved, at der er meget kompetente og dedikerede medarbejdere i hele organisationen.”

I Danmark havde Lindhardt og Ringhof sidste år også markant omsætningsvækst og rekordresultat – selv efter store investeringer digitalt. Bl.a. udgiver forlaget 90.000 digitale bøger på mere end 30 sprog gennem Saga, der f.eks. har det største katalog af lydbøger i Sverige. Lindhardt og Ringhofs direktør Lars Boesgaard sidder også i bestyrelsen for Cappelen Damm.

Cappelen Damms mangeårige forlagsdirektør Tom Harald Jenssen er glad for at fortsætte udviklingen med Egmont i ryggen:
”Når en af ejerne skulle overtage hundrede procent, er jeg glad for, at det blev Egmont, hvis værdier og ambition er sammenfaldende med Cappelen Damms. Vi glæder os til det næste kapitel i vores historie.” siger Tom Harald Jenssen.

Opkøbet betyder, at Egmonts samlede forlagsvirksomhed i Norden runder 1,5 mia. kroner i 2021

Foto: Trygve Indrelid