I denne decembertid hvor mange børn laver lange ønskesedler og nogen endda får en lille gave af nissen hver eneste dag, kan der godt gå gaveræs i den, og der kan det være fint at …
I denne decembertid hvor mange børn laver lange ønskesedler og nogen endda får en lille gave af nissen hver eneste dag, kan der godt gå gaveræs i den, og der kan det være fint at sætte sig sammen med sit barn og tale lidt om, hvad julen også handler om. Nemlig om næstekærlighed og hjælpsomhed.
For julen er jo hjerternes fest. Og der er Lille Pinds juleønske en oplagt højtlæsningsbog, fordi den taler om netop det.
Juleaftens morgen ligger Lille Pinds mor nemlig syg i sengen, og hun kan derfor ikke gøre klar til juleaften med mad og gaver og lækkerier. Det gør Lille Pind trist og ærgerlig, men så får hun idé. Hun spørger de andre dyr i skoven om de vil hjælpe hende med at lave en rigtig julefest til hende og mor.
Historien er sød og enkel og illustrationerne er smukke og nostalgiske, og de indbyder til hygge og varme.
Det er rigtig hyggelig decemberlæsning, der er lidt anderledes end de mange julebørnebøger om drillenisser og risengrød. Læs også vores anbefalinger til decemberlæsning for børn.
Elvira Fragola har også skrevet og illustreret Lille Pinds puttetid. Det bliver spændende at se om der kommer mere om Lille Pind.
Elvira Fragola, Lille Pinds juleønske, Turbine, oktober 2019, 64 sider.