Uglevirke åbner for ansøgning af stipendier til ABAs Winter Institutes næste år.

Igennem de seneste ti år har mange danske bogfolk, dog naturligt nok mest boghandlere, benyttet muligheden for at se nærmere på den amerikanske bogbranche. Den er i særlig grad interessant, da den har udviklet sig positivt på trods af Amazon og en stigende e-handel.

Den amerikanske uafhængige boghandel er organiseret i ABA – America Booksellers Association. Organisationen har igennem mange år afholdt deres ’Winter Institutes’, der finder sted i starten af året, og hvor flere hundrede bogfolk samles et nyt sted  i USA for i en lille uge at diskutere brancheforhold. I 2021 og 2022 har arrangementerne dog været aflyst grundet Covid19.

Men nu forventes Winter Institute nr. 18 afholdt i Seattle i februar 2023. Og Uglevirke og Boghandlerforeningen arbejder på, at det bliver muligt igen at sende en gruppe boghandlere til arrangementet, som det har været vanen i de seneste år.

Foreningen Uglevirke støtter arrangementet ved at uddele 6 stipendier a kr. 12.500 til deltagelse. Beløbet forventes at dække godt 75% af de udgifter, der er forbundet med deltagelsen, både rejsen og deltagelsen.

Ansøgningsfristen er 1. august 2022 og man kan finde nærmere oplysninger på Uglevirkes hjemmeside www.uglevirke.dk. Her kan man også læse nogle af rapporterne fra deltagere i tidligere Winter Institutes.

Dette magasins redaktør var så heldig, at deltage i 2019 i Albuquerque og kan kun anbefale, at man søger stipendiet til en stor bogoplevelse.

Foto: Jim Stiles