En dag vil vi grine af det

Jeg var vild med Thomas Korsgaards debutroman, “Hvis der skulle komme et menneske forbi”, og jeg er vild efterfølgeren, “En dag vil vi grine af […]

Jeg var vild med Thomas Korsgaards debutroman, “Hvis der skulle komme et menneske forbi”, og jeg er vild efterfølgeren, “En dag vil vi grine af det”.

Persongalleriet er det samme som i forgængeren, og den familiemæssige deroute der begyndte i “Hvis der skulle komme et menneske forbi”, springer nu ud i fuldt flor.

Tues (hovedperson og jeg-fortæller) mor modtager en stor erstatning, der ærligt talt falder på et tørt sted for familien. Som Tue vokser og begynder at begive sig ud i verden uden for grusvejen, viser det sig at penge måske ikke er svaret på familiens mange problemer og dysfunktionelle hverdag.

Også denne gang fortæller Korsgaard sin historie med en lethed der på en eller anden måde står i skærende kontrast til fortællingen selv, og dermed kommer fortællingen til at stå knivskarpt. Og det er en forfærdelig fortælling. Tue lever et på mange måder kummerligt og kærlighedsløst liv. Hans far er mildest talt utilregnelig, og hans mor, som han ellers har et rimeligt tæt forhold til, ryger stille og roligt ned på bunden af livet og er måske heller ikke helt som Tue havde forestillet sig. Så da hans far en dag beder Tue om at skride, gør han det. Tue flytter hjemmefra uden at sige det til nogen derhjemme, og ingen kontakter ham efterfølgende for at høre hvor han blev af.

Men selv om alle bogens personer i det store og hele er nogle ubehagelige typer, kan jeg ikke lade være med at holde af dem alligevel. Når forfatteren gennem Tue fortæller om dem og alle deres fejl og mangler, gør han det på en måde, så han giver læseren mulighed for at kigge ind bagved. Vi er alle i større eller mindre grad, præget af det vi kom af, og Korsgaards persongalleri er ingen undtagelse. Så selv om han viser mig deres fejl, viser han mig også at det langt hen ad vejen ikke kunne være anderledes, og at de hver især kæmper med det der blev deres. Det er som det er, fordi det var som det var, og længere er den ikke. Der er ingen mønsterbrydere der bryder ud i skønsang og redder verden, kun mennesker for hvem livet ikke blev hvad det kunne være blevet. Og det er så godt skrevet og fortalt.

Da jeg i sin tid læste “Hvis der skulle komme et menneske forbi”, tog det et stykke tid inden Tue og alle de andre flyttede ud af mit hoved. Da jeg begyndte på “En dag vil vi grine af det”, opdagede jeg at de havde stået lige udenfor og ventet på at flytte ind igen.

Jeg er ikke klar over om Korsgaard har planlagt et tredje bind i fortællingen om Tue og hans familie, men jeg håber det egentlig ikke. Jeg tror ikke at historien vil kunne bære et bind mere. Den er færdig nu. Det er slut, og vi skal videre. Tue skal videre. Men jeg håber at Thomas Korsgaard lader høre fra sig igen med en anden fortælling, for han har et stort talent for at fortælle historier, og jeg vil meget gerne lytte til dem.