Den gamle bliver 90, og hans børn og børnebørn skal samles omkring hans rullestol for at fejre ham. Ældste datter har med stort møje trumlet hele flokken sammen, hyggeligt skal det være, men hendes søskende møder kun op i håbet om at gøre indtryk på den gamle og på den måde få indflydelse på testamentet. […]
Den gamle bliver 90, og hans børn og børnebørn skal samles omkring hans rullestol for at fejre ham. Ældste datter har med stort møje trumlet hele flokken sammen, hyggeligt skal det være, men hendes søskende møder kun op i håbet om at gøre indtryk på den gamle og på den måde få indflydelse på testamentet.
Spørgsmålet er hvor meget den gamle forstår, for han er bundet til en rullestol; dog får vi i enkelte korte tilbageblik et billede af den tyranniske patriark han engang var. Nu er han bare en passiv vissenpind, der måske måske ikke har minderne og sin forstand i behold. Far blev han først i meget sen alder, han har været omkring 50, og børnene er blevet opdraget efter devisen at de skulle ses men ikke høres.
Så vidt historien, der rulles ud som et stille drama, et drama der kunne være en afdæmpet pendant til filmen ‘Festen’ – hvis Thomas Bo Larsen ikke fik lov at råbe højt. Eisner dirigerer familiemedlemmerne, og tvinger læseren til at forholde sig til figurerne, især den gamle, som man egentlig burde hade, men efterhånden som Eisner præsenterer os for flere og flere grunde til at hade ham, des mere lykkes det at fylde mere og mere menneskelighed på figuren. Dramaet er bygget op omkring spørgsmålet om begrebet familie, og her siger Eisner at ‘den magnetiske kerne der knytter familien sammen hverken behøver at være kærlighed eller loyalitet’. Og han retter fokus på os alle, for alt fra den fortabte drukkenbolt til den succesrige advokat er repræsenteret blandt den gamles halvsympatiske eller usympatiske afkom. Familien her er blodsbeslægtede, de er i forbundne via deres DNA, men en egentlig familierelation eksisterer ikke. Når Eisner, med en afdæmpet stemme og rolig hånd, gradvist løfter sløret for fortidens fortrædeligheder, viser det sig med større og større tydelighed, at de eneste følelser familiemedlemmerne reelt har for hinanden ligger på en skala fra ligegyldighed til had.
Jeg er langt fra en ekspert på Eisner, men ud fra hvad jeg har læst fra manden hidtil, er der ingen tvivl om at dette er hans store svendestykke. Ét af dem i hvert fald.
Lån bogen på biblioteket
