“Mellem ham og mig har sproget været lille. Sådan har vi levet. Sådan skal vi dø.” Året er 1927. Den ydmyge tidligere friskolelærerinde frøken Høy, nu fru Bagge, tænker tilbage på toogtyve års samliv med sin langt ældre mand, distriktslæge Vigand Bagge. Han ligger for døden på sygehuset, skæmter efter sigende med sygeplejersken i sine […]

“Mellem ham og mig har sproget været lille. Sådan har vi levet. Sådan skal vi dø.”

Året er 1927. Den ydmyge tidligere friskolelærerinde frøken Høy, nu fru Bagge, tænker tilbage på toogtyve års samliv med sin langt ældre mand, distriktslæge Vigand Bagge. Han ligger for døden på sygehuset, skæmter efter sigende med sygeplejersken i sine vågne øjeblikke, men sin egen kone har han intet at sige. Hellere sover han rævesøvn, indtil hun går igen.

Den aften, distriktslægen udånder, har fru Bagge søgt tilflugt på kroen. Hun orker ikke at tage hjem til sit ensomme, kolde hus. Ved et tilfælde holder den agtede forfatter Johannes V. Jensen foredrag på kroen. “Han er ingen oratorisk stjernekaster,” konkluderer lærerinden og overværer efterfølgende, hvordan den mavesure skrælling ydmyger sin kone over middagen. Tak for den scene, agtede forfatter Jessen.

“En ny tid” er udformet som en detaljeret og sært troværdig dagbog, hvori den tidligere lærerinde noterer stort og småt. I årene siden hun ankom til den vindomsuste hedeby Thyregod nær Vejle (så forblæst, at man bliver “helt ør og jamsk”), er den ydre verden forandret gevaldigt: “- verdenskrig, biler, elektricitet, kvinders stemmeret -“, men hendes eget liv syntes at have stået stille. Umælende lægefrue servicerende en brysk og kuldslået mand, der kun er optaget af sin egen livsvigtige gerning.

Ida Jessen tegner et intimt og interessant billede af dansk provinsliv for 90 år siden. Dengang fattige bønders børn en isnende vintermorgen kunne fryde sig over at varme deres bare fusser i en frisklagt kokasse. Dengang man fyrede med tørv og læste ved petroleumslampens skær. Dengang man værnede om sine få ejendele ved at indbinde bøger og forsyne skabene med hyldepapir.

Der er et universelt vemod over den prunkløse dagbog, men også en gryende optimisme. Historien slutter i 1932, bogens titel får pludselig ny mening.

Som en lokal Alice Munro er Ida Jessen blandt vores bedste stilister. Hun gør i sjælden grad en dyd ud af sandheden om, at less is more.

Lån bogen på biblioteket