Englefald

Den sidste af bøgerne fra min to-read-liste for 2017 var ‘Englefald’, der er skrevet af Susan Ree. Som så mange andre dystopiske ungdomsbøger er ‘Englefald’ en del af en serie.

Bogen foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor engle har dræbt millioner af mennesker. Penryn er på flugt sammen med sin mentalt ustabile mor og lillesøsteren, som sidder i kørestol. De er kort sagt i en rigtig dårlig situation, da gaderne er præget af vold og bandekriminalitet, og der er samtidig ikke nok mad til alle. Det kan dog blive meget værre, og det gør det, da nogle engle bortfører Penryns lillesøster. Penryn vil gøre alt for at få hende tilbage – selv at indgå i en alliance med englen Raffe. Ham møder hun, da lillesøsteren bliver bortført, hvor de andre engle lige har udstødt ham og skåret vingerne af ham. Selvom Penryn betragter engle som fjender, så vælger hun alligevel at redde ham, og snart er det umage par på jagt efter Penryns lillesøster.

Jeg syntes, det var en interessant verden, som forfatteren havde skabt. De brutale, arrogante og dødsensfarlige engle var et twist, som ikke så tit indgår i ungdomsbøger, og de var derfor en kærkommen fornyelse af genren. Det var desuden rigtig fint, at de ikke blev brugt som en del af et større religiøst tema men blot som et twistet fjendebillede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have brudt mig om en ungdomsbog gennemsyret af religiøs drama.

Penryn er en gæv pige, som er let at holde af og er heldigvis ikke så dumdristig som en del andre kvindelige hovedpersoner i de seneste års ungdomsbøger. Jeg syntes dog, at det var hendes mor, der var mest fascinerende, og det skyldtes først og fremmest, at hun på ingen måde mindede om personer, der normalt indgår i ungdomsbøger. Én ting er, at forældre næsten aldrig er repræsenteret i ungdomsbøger – en anden ting er, at de bestemt ikke er så ustabile, som Penryns mor var. Det blev ikke for alvor foldet ud i denne bog, men der var nok til at gøre mig nysgerrig.

Jeg var glad for, at historien ikke lynhurtigt udviklede sig til en romance mellem Penryn og Raffe. Tværtimod var de ret skeptiske over for hinanden, og deres venskab udviklede sig ganske langsomt.

Men når det så er sagt, så var det alligevel, som om noget manglede. Jeg blev ikke for alvor fanget af historien, og selvom det var udmærket underholdning, så savnede jeg den gnist, der gør, at man bare må læse videre i serien. Af samme grund er jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg får læst den næste bog, for jeg synes ikke, jeg har behov for det.