Nyt fra Jungersen, Rowling, Helleberg, Follett, Albæk, Leine, Matthesen, Hawkins, Øvig, Franzen, Osman, Heick, Thomsen og… Nordkorea
Efter de første præsentationer af efterårets program ude hos boghandlerne er der en klar tilbagemelding: Gyldendal har det stærkeste efterårsprogram i mange år.
Gyldendals salgschef Kenneth Wendel Jørgensen siger: ”Det er meget glædeligt, at boghandlerne er enige med os i, at vi i efteråret udgiver mange fantastiske bøger”.
Hvilke titler har du store forventninger til?
”Vi er sikre på, at Christian Jungersens nye roman får rigtig mange læsere. Vi ved også, at mange glæder sig til 3. bind af Maria Hellebergs ”Thy-serie” og til Kim Leines 3. bind i Grønlandstrilogien. Der er også store forventninger til de nye bøger af Peter Øvig, Søren Ulrik Thomsen og Jonathan Franzen”, siger Kenneth Wendel Jørgensen og fortsætter:
”Torsdagsmordklubben skrevet af Richard Osman har slået mange salgsrekorder i England, så den har potentiale til at blive en af efterårets helt store titler også i Danmark. Det samme kan siges om Ken Folletts nye bog og Paula Hawkins’ nye krimi, Som en langsom ild, hvor hun er tilbage i topform a la hendes bestseller Kvinden i toget. Derudover har vi indsolgt mange af Anders Matthesens Livsstil er en livsstil. Interessen fra boghandlerne er også markant, når det gælder vores ”Nordkorea-bog”, Jim, hvor hovedpersonen kendes fra dokumentarfilmen ‘Muldvarpen – Undercover i Nordkorea’. Vi er samtidig sikre på, at mange læsere vil blive opslugt af Annette Heicks skarpe biografi, Datteren, og af nye indspark fra Morten Albæk. Og til børnene og deres voksne er vi klar med gnistrende nyt fra J.K. Rowling: Bogen Julegrisen, der nu ikke er særlig julet”.
Læs også: Nicole Bellaiche: “Vi har fået helt fantastisk respons på vores udgivelser”