Udgivelses-reception for Jon Varangian: Chang. Elefanten i det mørke rum

THAILAND - HVOR SMILET SKÆRER TÆNDER
Bliv klogere på Thailand. Selv om du som hundredtusinder af danskere har besøgt Thailand, så har du måske alligevel ikke forstået landet? Hér er muligheden for at erfare noget mere.

Udgivelses-reception for bogen CHANG Fredag 12. april, kl. 17-19. 'Salon Chang', Beboerlokalet - 400 m fra Nordhavn st. Herninggade 2, hjørnet til Århusgade, København Ø.

Jon Varangian: Chang. Elefanten i det mørke rum. Brudstykker af en brevskrivers thailandske krønike (366 s. Forlaget Rip Rap)
Foruden fiktionens breve og berettende kapitler har bogen også 24 siders tillæg, bl.a. en dybtgående ordliste.

Jan Knus, forlaget Rip Rap, præsenterer Varangian og Chang og læser op.
Arwit Pan-Ararm, dansker med thailandske rødder, fortæller om sine indtryk af bogen.

Chang sælges med rabat, kr. 199. (Vejledende boghandlerpris kr. 299.)
Der serveres thailandske snacks fra restaurant Pan Thai og lidt thailandsk musik.

Chang
Chang, som betyder elefant på thai, er en moderne litterær krønike over mødet mellem Vest og Øst. En vestlig veteran-mands møde med en yngre, thailandske kvinde. Jons møde med Tip.

Elefanten i det mørke rum
Under voldsomme politiske konflikter mellem Eliten og Folket, blodig vold og militærkup og kærlighedens anderledes vilkår i thailandsk kultur og virkelighed udfordres Jon til at undersøge virkelighedens baggrund gennem seks års rejser, research og skrivning - forsøge at belyse elefanten i det mørke rum.

Er der håb? Er kærlighed og demokrati overhovedet en mulighed?
Som farang, en hvid fremmed, rejser Jon i ukendt land, hvor både mennesker og fænomener er større end deres umiddelbare overflade. De har slørede aner i en mangfoldig underverden af kultur, historie og mytologi. Er happy end mulig? Eller er historien en buddhistisk spiral?

Jon Varangian
er friskriver med lange ophold i Berlin og Bangkok. Han udgav tidligere Revolution. Dragen der ville være blå - en kulturel spændingsbog med baggrund i Singapore og omegn. (424 s. 2010. Forlaget Rip Rap).


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere