Da jeg i begyndelsen af året læste “Fanny Fairychild og det magiske spejl”, var det en bog jeg blev grebet af, så det var med stor forventning jeg gik i gang med “Odins øje”, og jeg kan med det samme røbe at forventningen blev indfriet. Bogen starter der hvor bind et slutter, Fanny vågner i […]

Da jeg i begyndelsen af året læste “Fanny Fairychild og det magiske spejl”, var det en bog jeg blev grebet af, så det var med stor forventning jeg gik i gang med “Odins øje”, og jeg kan med det samme røbe at forventningen blev indfriet. Bogen starter der hvor bind et slutter, Fanny vågner i sin seng, efter en lang drøm hvor hun har set sin mor. Det går dog hurtigt op for hende, at det ikke var en drøm. Hos sig har hun nemlig Odins øje, det øje hun lovede sin mor at give til den gamle gartner Warren. Warren vil ikke modtage øjet, så Fanny får hjælp af Alfhild, for at komme tilbage til Godheim, i et forsøg på at stoppe et nyt Ragnarok

Ved bogens slutning kan alt ske, og den efterlader mig som læser med en ubændig lyst til at kaste mig over det sidste bind….men jeg må væbne mig med tålmod.

“Fanny Fairychild og Odins øje” af Lykke Lindbo (f.1969), er andet bind i trilogien om Fanny Fairychild, det sidste bind er planlagt til 2020. Bogen er lige så velskrevet som sin foregænger. Sproget er legende let, magisk som handlingen, og appellerer lige så meget til mig som oplæser, som til de børn i ti til fjorten års alderen der er målgruppen. Det er en glimrende introduktion til den nordiske mytologi, for selv om Lykke Lindbo har skrevet sit helt eget eventyr om Fanny, er hun meget tro mod de nordiske myter. Ud over handlingen, så er der i bogen et budskab om at tro på sig selv, og at man kan hvad man vil. Et budskab jeg finder er vigtigt at formidle til børn og unge.

Hvis man har lidt svært ved at finde rundt i den nordiske mytologi er der god hjælp at hente. Forrest i bogen er otte kort over de forskellige verdener vi bevæger os i. Bagerst findes, ud over en meget udførlig ord forklaring, også en række stamtavler, der giver et godt indblik i de forskellige relationer. Så summa summarum, et godt gammeldags eventyr, som bringer mine tanker i retning af Grimms eventyr, og som jeg kun kan anbefale. Hyg dig med dine børn/børnebørn og få en fælles læse oplevelse sammen.

Lån bogen på Bibliotek.dk