Fire forfattere modtager Statens Kunstfonds hædersydelse

Kunstfondens hædersydelse er en mere end 100 år gammel tradition for at tildele hæder til kunstnere, som har bidraget helt enestående til kunst- og kulturlivet i Danmark. I dag er 15 navne blevet tilføjet hæderen og heriblandt fire forfattere i form af Anne-Marie Mai, Harald Voetmann, Iben Mondrup og Peter Øvig.

Leder af Statens Kunstfonds repræsentantskab, Henrik Tvarnø, siger på fondens hjemmeside:

– Der gemmer sig stor kvalitet, tyngde og idérigdom bag alle de 15 modtageres kunstneriske virke. Inden for vidt forskellige områder har de glædet og inspireret os – og gør det stadig. Ligesom deres værker ofte stimulerer os til selv at tænke over livet og verden. Det er derfor en stor fornøjelse at kunne hædre alle disse kunstnere, der trods forskellige arbejder og udtryk, har det til fælles, at de på markant vis har skabt værdi og beriget dansk kulturliv. Det er et sundt samfund, der vælger at hædre sine kunstnere på denne værdige måde.

De fire forfattere præsenteres nedenfor for med tilhørende begrundelse:

Anne-Marie Mai

Anne-Marie Mai har i mere end fem årtier formidlet dansk litteratur og kulturhistorie til et kæmpe publikum i både ind- og udland – på universiteter, kulturinstitutioner, radio, tv, podcast og i en strøm af velskrevne artikler, anmeldelser, bøger og samleværker.

Altid er hun i bevægelse og på jagt efter nye måder at forstå dansk litteratur og dens betydning på. Således har hun været en dansk pioner inden for forskningen i litteratur skrevet af kvinder og en af de drivende kræfter bag Nordisk Kvindelitteraturhistorie (1993-1998). Samtidig har hun været hovedredaktør for fembindsværket Læsninger i dansk litteratur (1994-99) og for den seneste udgave af Danske digtere i det 20. århundrede, der udkom i tre bind i 1998-2000.

I 2010 afsluttede Mai trebindsværket Hvor litteraturen finder sted, der egenhændigt genskrev dansk litteraturhistorie med vægt på de institutionelle steder – katedralen, herregården, hoffet, akademiet, præstegården, salonen, bladhuset og metropolen – som har understøttet eller inspireret litteraturen.

Senest har hun i Galleri 66 (2016) udforsket dansk litteratur i ét år, 1966, mens hun i den helt nye Litteraturland – en GPS (2022) har taget os med til en lang række litterære møder – mellem læsere, forfattere og værker – for meget konkret og personligt at vise, hvordan litteraturen kan få betydning i vores liv.

For denne store, eksperimenterende og fortsatte almenkulturelle indsats for at udvide forståelsen og påskønnelsen af dansk litteratur tildeles Anne-Marie Mai Statens Kunstfonds hædersydelse.

Harald Voetmann

Alle gode forfattere går deres egne veje med deres kunst, nogle blot mere end andre. Ikke at de så er alene på den vej, de finder blot fæller, der ikke er ilet i forvejen. Sådan er det med Harald Voetmann, der siden den vilde, egensindige og meget talentfulde debut Kapricer i 2000 har forfinet både sit sprog og sit greb om historien, men så sandelig også sit blik for alt det, der lever skjult iblandt os, og som er en uomgængelig del af det at være levende.

Således undres og undersøger Voetmann i hele sit forfatterskab, hvem vi er som mennesker, og hvordan vi er havnet her. Det gør han med en stor viden om litteraturhistorien, uden at det nogensinde bliver belærende eller kedeligt. Voetmann, der også er latinkyndig, blander tit satyrisk fantasi med moderne skriftbevidsthed. Og så er han en stor satiriker og humorist, der formår at spidde os alle, også i kort form i prosa, digt eller sang. Altså har vi at gøre med et stort og alsidigt forfatterskab, skabt af en fantastisk stilist, der formår at strække sig fra det metrisk stramme digt over en intens (og undertiden fabulerende) prosa til visesangens sommetider lumre hjørne. Oven i det har Voetmann oversat væsentlige værker fra latin og senest skrevet dramatik. Altid er det vedkommende, originalt og skrevet lige til tiden.

For dette utrættelige og originale arbejde med litteraturen i så talrige afskygninger modtager Harald Voetmann Statens Kunstfonds hædersydelse.

Iben Mondrup

Litteraturen har mange redskaber til at indfange læseren. I romaner er karaktererne et af de mest brugte. Fremmaningen af skæbner åbner en kendt vej for læseren ind i fiktionen, og kun de færreste forfattere slipper af sted med ikke at kunne skrive en solid karakter.

Iben Mondrup har dog en særlig hjertegribende evne til at skrive bjergtagende karakterer, der står spændt ud mellem bøgernes sider som levende, sansende væsener, fulde af alt det, der gør livet både tungt og værd at leve. Når vi læser, står de sydende af følelser, pulserende af rædsel, glæde, kærlighed og had foran os, når vi læser: Solveig, Justine, Tabita, Vitus og alle de andre.

I sine smukke, ubarmhjertige, elegante og stofmættede romaner har Iben Mondrup vist sig eminent til med stor kompleksitet at fremmane medrivende liv, stemninger og indtryk. Til at udforske vores fælles verden og til med sit sitrende intense greb om fortællingen på poetisk vis og med stort overskud at fremvise alt det, der ikke umiddelbart lader sig afsløre, det der ofte forties, det der ikke umiddelbart kan sættes ord på.

Forfatterskabet er drevet af en imponerende ambition om at dissekere det menneskelige sind og undersøge, hvad det er for en verden, vi deler og se andres liv med deres øjne. En ambition, der med fintfølende psykologisk forståelse udmønter sig i underspillede dramaer, tankevækkende krøniker og fornem romankunst.

Mondrup skriver simpelthen blændende og raffineret om både mørke og lys, forbudte følelser, fortielser, skyld, svigt og overgreb. For disse mesterlige, nænsomme, stemningsfulde og flot komponerede fortællinger tildeles hun Statens Kunstfonds hædersydelse.

Peter Øvig

Peter Øvig skriver om verden og menneskets mørkeste sprækker. Han er ikke bange for at skrive om sin egen skrøbelighed og nedbryder tabuer.

Peter Øvig er uddannet journalist, og i 1987 udkom bogen Er du da sindssyg: en montage. Han skrev den med sin kollega Ina Kjøgx Pedersen. Dengang hed han Peter Knudsen, og de bragte artikler i Månedsbladet PRESS med anklager mod hele det psykiatriske behandlingsapparat.

Peter Øvig er en af de journalister, der åbnede for nye måder at skrive journalistisk på, hvor jeget bliver en del af historien, og skønlitteraturen er en del af skriften. Portrættet er Peter Øvigs varemærke, som for eksempel den særlige række forfatterinterviews i bogen: Børn skal ikke lege under fuldmånen.

Peter Øvig har blandt andet arbejdet for Månedsbladet PRESS, Dagbladet Information, Weekendavisen og DR. Han har skrevet om besættelsen, det allersværeste, torturbødlen Birkedal. Og han har skrevet om Blekingegadebanden, og fik for det blandt andet journalistikkens Cavlingpris og Montanas Litteraturpris. Han har skrevet om BZ-bevægelsen og Hippie-bevægelsen. Og man kan sige, at han i høj grad også har skrevet om sig selv. Han har skrevet Danmarkshistorie med øje for menneskets indre. Psyken. Jeget blander sig sammen med aktindsigt og interviews, og i 2019 skriver Peter Øvig: Min mor var besat – da jeg mødte depressionens dæmon. For han har levet med en hemmelighed i alle de år, en hemmelighed om sin mor. Da hun dør, vælger han at skrive historien. Men det er også en bog, der sender ham ned i et hul – for det hun led af, det bor også i ham.

I 2021 udkom Jeg er hvad jeg husker – efter elektrochokket – Mellem mirakler og mareridt. Bogen handler blandt andet om, at Peter Øvig fik elektrochok. Og det fik ham ud af en svær depression. Det handler om at sige det højt, men egentlig også at tale med mennesker, der har mindre gode erfaringer. I virkeligheden handler denne bog måske om alt det, han har skrevet om førhen. Om at huske, om at undersøge, om at tvivle. Som han skriver i Jeg er hvad jeg husker:

”Vi kan i vores bevidsthed gøre sort til hvidt, når det handler om at bevare en identitet, en selvbevidsthed, som vi selv kan leve med.”

Nej, man kan ikke regne med noget, men smerten er en del af os, den er der som en rød tråd i hans dokumentariske forfatterskab, en insisteren på at mennesket bærer det mørke i sig. En insisteren på at se på det, lægge det frem. Måske har Peter Øvig gjort sårbarhed til en profession. Og samtidig bærer han et håb med sig. I Jeg er hvad jeg husker skriver han:

”Landkortet er ligesom mine dokumentariske bøger kun omtrentlige, stærkt forenklede gengivelser af en kompleks virkelighed, og for at være operationel er vores hukommelse nødt til på samme måde at komprimere virkeligheden. Det ville være umuligt at finde rundt i vores erindring, hvis alt, vi har oplevet, var blevet lagret. Hjernerystelser, fysiske sygdomme, depressioner og måske elektrochok kan ødelægge eller passivisere store mængder hjerneceller, for eksempel i hippocampus, ligesom en brand i Rigsarkivet afskærer os fra dele af vores egen eller samfundets erindring. Men måske har vi med dårlig hukommelse en chance for at bygge den op igen. (…) ”

Så for alt det fortjener Peter Øvig at modtage Statens Kunstfonds hædersydelse.

De små hippocampi glemmer vi aldrig.

Om hædersydelsen
– I alt 275 kunstnere modtager Statens Kunstfonds hædersydelse.
– De fordeler sig mellem de enkelte kunstarter: Billedkunst, litteratur, scenekunst, film, musik, arkitektur samt kunsthåndværk og design.
– Prisen tildeles skabende kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstnere.
– Der kan tildeles en ydelse, når den er blevet ”ledig” på grund af dødsfald blandt modtagerne.
– I 2022 modtager i alt 15 nye kunstnere hædersydelsen.
– Hædersydelsen er livsvarig.
– Ydelsernes størrelse bliver reguleret efter modtagerens øvrige indtægt.
– Kunstnere, der har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst på ca. 426.000 kr./år eller derover, modtager ingen ydelse.
– Den maksimale ydelse udgør ca. 171.000 kr./år før skat.

Foto: Simon Klein-Knudsen, Sara Galbiati, Politikens Forlag