Shhhyyyy… Sæt jer godt til rette og tag en dyb indånding. Mærk, hvordan juleglæden forplanter sig ud til de bittesmå afkroge af jeres boglige væsen. I føler nu en trang til et eventyr. Et vaskeægte juleeventyr. Men hov, hvad er nu det? I får pludselig fornemmelsen af en bibliotekar ved siden af jer. Dyb vejrtrækning. Mærk historien. Han tager ”Meter i sekundet” op og læser titlen for sig selv. Men pludselig fyldes hans øjne med rædsel, idét han hvisker ”Kilometer i timen.” I mærker en rislen ned ad ryggen. Det hedder den jo ikke? Han smider bogen, og med rystende hænder tager han ”Kvinde, kend din historie” op. Han jamrer. ”Gå nu væk, mand! af Gren Jyxen.” I undrer jer. Han kaster sig på knæene og råber ”Nej! Nej! Nej!”. Men hvad så nu? I bliver nysgerrige og vil have mere. Så nu kommer første afsnit af BogMarkedets adventskalender.

Der var engang  en lille bognørd i det mørke udkantsdanmark, hvis officielle navn var Bogblogger_nr.1_I_LOVE_BOOKS. Til dagligt blev han kaldt… Jens. Han arbejdede på det lokale bibliotek, hvor han gik og nød de uendelige rækker af historier. Hans evne til at fortolke og anmelde bøger på de sociale medier var undervurderet, og det var kun hans 50 følgere på instagram, der virkelig forstod, hvad han kunne. De budskaber, han kunne læse imellem linjerne, var uovertrufne.

Jo ser du, Jens var en stor mand i et lille instagram-hjørne. Det vidste han bare ikke endnu. Jens gjorde ikke det store væsen ud af sig. Han holdt sig mest for sig selv og sit elskede bibliotek.

Han blev en sjælden gang kontaktet af spirende forfattere, der inderligt ønskede hans anmeldelse, som de kunne dele.  Jens var ivrig for at læse og hjælpe de stakkels, fattige forfattere med at bryde muren ned til bogparadiset.

Men en dag skete noget, som rystede hans lille anmelderhjørne og startede, hvad der senere skulle vise sig at blive Danmarks allerstørste bogkrise.

Det var morgenen d.28 november 2021. Den første søndag i advent. Klokken havde lige passeret otte, og en lyseblå himmel kiggede nysgerrigt frem i horisonten. I radioen tonede lyden af Frohe Weihnachten ud og fyldte det lille køkken med tysk juleglæde. Jens havde allerede været ved Føtex-bageren i Thisted efter norske klejner. Hans mors juledug var sirligt lagt på bordet og klejnerne lå på en juleplatte fra 1977, hvor en jæger med sin hund spejdede ud over et fortryllende snelandskab.

Jens satte sig ved bordet, hældte sin kaffe op og tog en dyb indånding. Klejnernes citrusagtige duft førte ham tilbage til hans barndom på gården.

Endelig! Juleklejner, kaffe og en ny bog! Han smilede forventningsfuldt og tog en bid af den bløde klejne, der gav efter for hans sultne bid. Føtex-bageren KAN dælen dytme bare det der! En glædens bølge bredte sig ud i hans julede krop, og hans blik faldt på en brun papæske ved siden af Alfie kanden.

Nå, min lille ven! Så er det vist tid til, at du skal læses! Han pakkede en bog ud. Den var fra Sofia Heilmann, en debutant fra forlaget BuyMyBookie. Hendes novellesamling Jeg gik en lang tur en søndag formiddag var lige kommet ud i starten af november, men ingen havde rigtig vist interesse for bogen. DET havde Jens! Han skrev straks tilbage til Sofia, at han gerne ville anmelde bogen.

Jens kiggede på det grønne omslag med et billede af en grusvej i en skov. Han havde lige taget kaffen i munden, da han læste titlen.

“Jeg gik mig over sø og lå lå lå!!”  Jens spyttede kaffen ud!

Hvad!? Han kneb øjnene sammen og rystede på hovedet. Det var da sørens… Prøv lige igen! ”Jeg gok-gok-gok en søndag…” Jens kiggede sig forvirret om i det tomme køkken.

Hvad sker der lige her? Han tog en dyb indånding og åbnede bogens første side.

Snaps og gåtur af Heilo Fosia! Forlaget Fuckiebook.

Jens smed bogen på gulvet og tog sig til munden! En uhyggelig rislen bredte sig ned ad ryggen. Den citrusagtige klejneduft hang nu som en tung, kvalmende dunst i det lavloftede 90’er køkken.

Snaps og gåtur? Hvorfor ændrer titlen sig hele tiden?

Han greb ud efter sin telefon og fandt nummeret til Sofia Heilmann. Hun må da kunne fortælle mig, hvad der foregår!

”Sofia, jeg forstår ingenting af den bog, du har sendt mig?” sagde han nervøst, da hun tog telefonen. Han stod nu ved vinduet og kiggede ud over marken overfor.

“Hvad? Bogen?” lød en søvndrukken klokken-otte-en-søndag-stemme. Han samlede bogen op fra gulvet og fortsatte:

Gavtyven søndag formiddag af Safoi Hullaman!?”

Der blev stille i den anden ende.

”Ej… Den hedder jo Jeg gik en lang tur en søndag formiddag. Hvad snakker du om?” sagde Sofia og sukkede.

Jens trippede ved køkkenbordet og holdt bogen op. ”Jamen, det står der ikke! Og titlen bliver ved med at ændre sig!” Stemmen knækkede.

Måske er jeg syg! Han tog sig til panden for at tjekke, om han mon havde feber. I baggrunden kunne han høre Sofia lede efter noget.

“Vent, jeg finder papkassen med bøger. Her… Jeg gik en lang tur en søndag formiddag?” Hun tav, og stilheden sagde mere end tusinde ord.

Hun tror, jeg er syg!

Jens hørte Sofia åbne en anden papkasse.

“Ej!?” udbrød hun pludselig i røret. Han hørte hende tage flere bøger op.

“Hvad!?” Jens stod som en spændt flitsbue og flakkede med øjnene.

“Papkassen som jeg havde med på Bogforum 2021…” Sofias stemme blev pludselig skinger. “Nej nej nej! Søndagstur ja ja da… af Fosia Soulmann. Men.. den anden kasse var jo normal!

“Hvor kom min bog fra? Den du sendte?” spurgte Jens, imens tankerne skød som spredehagl i alle retninger.

“Den kom også fra Bogforum-kassen. Hvad er det, der foregår? Mine bøger!” jamrede hun og snøftede.

“Godt spørgsmål, Sofia.. Bøgerne fra Bogforum er da i hvert fald ikke helt normale.”

Jens tanker galoperede, og hårene rejste sig på hans arme. ”Man skulle tro, at de var blevet… blevet smittet med en mystisk virus?” Hans krop frøs pludselig og han tabte telefonen imens en chokbølge bredte sig igennem hans krop. Han famlede sig fra køkkenbordet over til stolen ved spisebordet.

Jeg har hørt om det her før… Jeg VED, at jeg har hørt om det her før!

Imens Jens’ tanker buldrede lød Sofias febrilske kalden fra den tabte telefon på køkkenbordet.

Men Jens hørte ingenting. Han havde allerede forladt sin plads ved spisebordet.

Den nybagte klejne lå forvirret og kaldte på Jens til lyden af O Tannenbaum. En kølig brise gjorde sin entré i køkkenet, da Jens i sin hast havde glemt at lukke fordøren bag sig. Og hvad den stakkels Føtex-klejne ikke vidste var, at den skulle komme til at ligge i kulden i meget lang tid. For nu var jorden under bogbranchen så småt begyndt at krakelere, og det skulle ikke slutte dér. Det var kun begyndelsen på et mægtigt jordskælv.

 

Ej, det er jo næsten ikke til at holde ud! HVAD er der sket med bøgerne fra Bogforum? Hvor skal Jens hen? Og står bøgerne overhovedet til at blive reddet? Følg med på næste søndag.