Folk fra El Bajo af Antonio Dal Masetto

Den argentinske forfatter Antonio Dal Masetto (1938-2015) tilbragte ofte hele nætter på barerne i El Bajo, et område i centrum af Buenos Aires. Her hentede han inspiration til de små historier i “Folk fra El Bajo”.

Alle historierne fortælles af “Manden”, der er forfatteren selv. “Folk fra El Bajo”, indeholder 25 små skæve fortællinger om de mennesker forfatteren møder i El Bajo. Fælles for dem er, at de giver hver deres skæve bud på virkeligheden, samtidig med at de viser at ikke to mennesker er ens. Dal Masetto udviser stor indlevelsesevne og giver folk lov til at være dem de er. Personerne i fortællingerne, er i hvert fald ikke af den slags der kan puttes i forud definerede kasser.

Nogle af historierne er betragtninger fra diverse barer, hvor “Manden” overhører samtaler som han gengiver i bogen. Andre handler om hans ven, der vist godt kan kaldes kompliceret, uden at træde nogen over tæerne.

Skrivestilen er meget anderledes i forhold til så meget andet. Et meget enkelt sprog, der er faktuelt og observerende, uden de helt store krummelurer.

I begyndelsen undrede jeg mig over at forfatteren ikke rigtig forholder sig til det han fortæller om, og aldrig selv får nogen rolle i fortællingerne – måske med nogle få undtagelser. Han fortæller hvad han ser og hører, men kunne langt hen ad vejen, lige så godt være erstattet af et videokamera der dokumenterer uden at forholde sig til det dokumenterede. Det giver en pudsig dobbelthed i historierne, hvor forfatteren dels lader folk være dem de er med de særheder de har, samtidig med at han ikke kommenterer på ret meget af det. Men efterhånden som læsningen skred frem, måtte jeg erkende at det faktisk fungerede udmærket, for ved selv at træde et skridt tilbage, lader han læseren komme til. Jeg kan forholde mig til det der sker, og skal ikke samtidig tumle med forfatterens syn på dette og hint. Dal Masetto står i skyggerne et sted i udkanten af scenen og fortæller hvor vi er, hvem der er til stede og hvad de foretager sig. Som læser kan jeg så gå rundt mellem skuespillere, statister, kulisser og rekvisitter, og observere det der udspiller sig, og forholde mig til det i det omfang jeg selv ønsker. Meget specielt, og meget virkningsfuldt.

Historierne er i deres varierende grad af mærkelighed, ganske underholdende. Men jeg sad hele tiden med en følelse af ikke at kunne finde ud af hvad jeg skulle bruge det til. Det var underholdende, hyggeligt, sjovt, men jeg blev ikke rigere af det. Bogen satte ikke rigtig tanker i gang, måske fordi historierne trods alt var for mærkelige. Alligevel kunne jeg godt lide bogen, og anbefaler den glad og gerne, til alle der har mod på tekster der skiller sig ud. For det gør de.

Lån bogen på Bibliotek.dk