Bogforum præsenterer tre stærke internationale navne, når dørene for 31. gang bliver slået op til et af årets boghøjdepunkter

De første tre udenlandske navne er klar til årets Bogforum, som finder sted i Bella Center Copenhagen første weekend af november 2023. Der er tale om en fransk litterær superstjerne, en generationsstemme fra Tyskland og en svensk forfatter, der, med Merete Reinholdts ord fra Berlingske, ‘flår sig ind i sine læseres bevidsthed’, skriver Bogforum i en pressemeddelelse.

Valérie Perrin slog igennem på dansk med romanen Vand til blomster, der udkom på Alpha Forlag i efteråret 2021. I år hun aktuel med romanen Tre, der udkommer til august. Til november kan hun opleves på Bogforums Store Scene.

Tyske Judith Hermann måtte sidste år melde afbud til Bogforum med kort varsel, men rådes der bod på i år. Judith Hermann, der er født i Vestberlin i 1970, er blevet kaldt ”sin generations stemme” i tysk litteratur og har også et stort publikum i Danmark.

Judith Hermann udkommer i år med bogen Vi ville have sagt alt til hinanden, hvor hun fortæller om sit liv og om det, der holder skrivningen og livet sammen; Sandhed, fiktion og hemmeligheder. Hvor pålidelig er vores erindring? Og hvor tæt er vores drømme på virkeligheden?

Judith Hermann kan opleves under Bogforum 2023 på Litteraturscenen.

Det tredje internationale navn, svenske Alex Schulman, har på kort tid opnået en stor læserskare i Danmark siden debuten på dansk, Overleverne, udkom i 2021 og gav ham det store internationale gennembrud.

I februar i år udkom Malma Station på Lindhardt og Ringhof; en roman om fem mennesker på en skæbnesvanger togrejse gennem Sverige. Et ægtepar i opløsning, en datter og hendes far og en ung kvinde med en ubesvaret gåde. En roman om traumets mørke kraft; intens, skarp og usentimental.

På Bogforum indtager Alex Schulman Litteraturscenen.

Foto: PR