Endnu et fald i omsætningen, er den store overskrift på Danske Forlags årsstatistik fra 2023.

Danske Forlag har frigivet sin rapport om, hvordan den danske forlagsbranche klarede sig i 2023.

Rapporten, der bærer navnet ‘Danske Forlag 2023’, er baseret på en række forlag og aktørers data og anslås til at omfatte 85 % af danske forlags salg af digitale og trykte udgivelser.

Omsætningen falder for andet år i træk

Omsætningen faldt med 1,9%, svarende til 35 mil. i 2023 og dermed fortsætter faldet fra 2022, som var på 6,6%.

Faldet skyldes primært et fald i omsætningen på skønlitteratur på 4,3% og på børnelitteratur 6,4%.

Forlagenes omsætning på trykte bøger faldt med 70,2 mio. kr., mens det digitale salg steg med 35,3 mio. kr. Væksten i det digitale salg skyldes lydbøger og e-bøger, da det digitale salg til læringsportaler i grund- og ungdomsuddannelserne faldt. Den digitale andel af den samlede omsætning steg fra 36,6% i 2022 til 39,2% i 2023.

Børne- og ungdomslitteraturen står for største procentuelle fald

Det store fald i omsætningen af børne- og ungdomsbøger skyldes især nedgangen i salg direkte til de offentlige institutioner på 14,8% svarende til 13,9 mio. kr. Her er det primært salget af de trykte børnebøger til de offentlige institutioner, der med et fald på 17,8% gør udslaget.

Med til historien om faldet på børne- og ungdomslitteratur hører, at der i 2022 var en vækst på 1,2 %. Væksten skyldtes dog, at der i 2022 var 25 mio. kr. ekstra statslige midler i markedet, som skulle finansiere indkøb af bøger til daginstitutioner under BogGlad-puljen.

Faglitteraturen oplevede en begrænset, men trods alt positiv udvikling på 1% i forhold til 2022.

Lille stigning i salget til fysisk boghandel

Omsætningen på fysiske bøger til den fysiske boghandel steg med 2,3% fra 445,4 mio. kr. til 455,6 mio. kr., og dermed har den fysiske boghandel vendt den nedadgående udvikling, der har kendetegnet salgskanalen siden 2012. Den fysiske boghandel står for den højeste andel af forlagenes omsætning.

Salget til onlinehandlen falder med 1,2%. Her er det værd at bemærke, at omsætningen hertil på trykte bøger falder med 11%, mens omsætningen på digitale bøger stiger med 8,1%.

Salget til supermarkeder falder med 3,7%, mens salget til det offentlige falder med 1,4 % svarende til 11,1 mio. kr.

Hele rapporten kan tilgås her: Danske Forlag 2023