Gyldendals forlagschef for nonfiktion Kultur, Michael Jannerup, stopper hos Gyldendal og Mette Korsgaard bliver ny chef for den samlede nonfiktion-redaktion.

Det er i dag blevet meldt ud, at Gyldendal lægger sine to nonfiktion-redaktioner, Liv og Kultur, sammen til en redaktion, skriver forlaget en i en pressemeddelelse.

– Det er nødvendigt, at vi i Gyldendal-koncernen skaber en bæredygtig økonomi i vores forskellige forretningsenheder. Jeg har brugt de seneste måneder på at sætte mig dybere ind i økonomien i Gyldendal Forlag, og tallene viser desværre, at det ikke er økonomisk bæredygtigt at fortsætte med to redaktioner inden for nonfiktion. De to redaktioner lægges derfor sammen til en, siger adm. direktør Hanne Salomonsen og uddyber:
– Gyldendal vil også fremover være ekstremt ambitiøse inden for faglitteratur, og vi kommer fortsat til at have en redaktionel profil, der både er publicistisk og kommerciel.

Mette Korsgaard, der hidtil har været forlagschef for nonfiktion Liv, bliver forlagschef for den samlede nonfiktion-redaktion, og det betyder, at forlaget desværre må sige farvel til forlagschef for nonfiktion Kultur, Michael Jannerup.

– Michael har ydet en betydelig indsats for Gyldendal i en række forskellige roller over årene, og jeg vil gerne takke ham for den indsats. Han har en dyb indsigt i politik og kultur, og han kommer til at efterlade et fagligt tomrum, som vi skal forsøge at dække med de øvrige kræfter på redaktionen, siger Hanne Salomonsen.

De nu forhenværende forlagschef er skuffet, men har forståelse for perspektivet i beslutningen.

– Det er klart, at det er en beslutning, jeg er ærgerlig over og ikke nødvendigvis enig i, men sådan er det jo. Jeg har fuld forståelse for, at økonomien skal hænge sammen, og en chef mindre bidrager jo alt andet lige til det. Jeg kommer til at savne alle de dygtige kollegaer og fantastiske forfattere og ønsker kun det bedste for Gyldendal. Vi har brug for stærke publicistiske forlagshuse, som er med til at kvalificere den offentlige debat, ikke mindst i en tid, hvor vores samfund står over for store udfordringer, der kræver helt nye og nuancerede svar, udtaler Michael Jannerup.

Michael Jannerup har været ansat på Gyldendal siden 2015. Først som redaktør, sidenhen kommunikationschef og senest som forlagschef.

Tidligere har Michael Jannerup siddet som kommunikationschef i kulturministeriet.

Foto: Gyldendal