I en nyoprettet stilling skal Gertrud Smith få de mange tandhjul i forlagsforretningen til at gribe sikkert ind i hinanden.

Gertrud Smith bliver ny COO (Chief Operating Officer red.) hos Lindhardt og Ringhof og forlader dermed rollen som kommerciel direktør på samme forlag.

Den nye COO har været hos Lindhardt og Ringhof, der er ejet af Egmont, siden 2011 og har i sin tid på forlaget haft flere markante roller, hvilket kommer til at hjælpe hende i det nye job.

– I, der kender mig godt, ved hvor glad jeg er for bøgerne og forlagsbranchen og især for at være omgivet af hjerner, der er krøllede og kreative på en anden måde end min egen, skriver Gertrud på sin LinkedIn-profil og tilføjer:
– Jeg har derfor med stor glæde sagt ja tak til at tiltræde en nyoprettet stilling som COO for Lindhardt og Ringhof, hvor målet er at få de mange tandhjul i den store forlagsforretning til at gribe sikkert ind i hinanden – ikke for at rette det krøllede ud, men for at sikre os de bedst mulige rammer at vokse i.

Udover en lang karriere hos Lindhardt og Ringhof har Gertrud en fortid på både Gyldendal og Gads Forlag.

Hvem, der overtager Gertuds gamle stilling er endnu ukendt.