Så kom efterfølgeren til fantasy-romanen Roser og violer endelig! Jeg er overbevist om, at selvom det kun er under et år siden, at Gry Kappel Jensen udgav den første bog i sin YA serie; Rosenholm-trilogien, …
Så kom efterfølgeren til fantasy-romanen Roser og violer endelig! Jeg er overbevist om, at selvom det kun er under et år siden, at Gry Kappel Jensen udgav den første bog i sin YA serie; Rosenholm-trilogien, har der helt sikkert været en del børn (og voksne!), der nærmest ikke har kunnet vente på denne fortsættelse. Og jeg kan kun sige glæd jer! Gry Kappel Jensen fortsætter sin serie på samme høje niveau og med endnu mere spænding og drama, end vi fik i Roser og violer.
Kirstine, Kamille, Victoria og Malou er startet på 2. år af deres uddannelse på Rosenholm kostskole. Denne gang ved de, hvad de kan forvente, og så har de en fælles mission; de skal finde ud af, hvem der dræbte Trine, som gik på skolen i 1989. Malou har brugt sin sommerferie på at researche, hvad der kunne være hændt Trine, og hun har fundet ud af, hvor Trine boede dengang.
Kirstine har boet hos Victoria hele sommeren, efter hendes forældre har smidt hende ud. Hun er ikke kommet sig helt over hændelsen med Vitus og glæder sig til at komme tilbage i Rosenholms trygge rammer. Det skal bare ikke være nemt, for noget ildevarslende i skoven trækker i Kirstine og dræner hende for al energi.
Kamillas mor afslører, hvem hendes far er, og Victoria mødes i skjul med Sebastian i skoven. Alle fire piger har hemmeligheder, de holder skjult for de andre. Samtidig er de i kapløb mod tiden, for de har aflagt en ånd et løfte, og et løfte til en ånd kan man ikke bryde uden voldsomme konsekvenser.
Gry Kappel Jensen har virkelig formået at bringe en fantastisk fantasyverden ind i denne tid. Den måde, hun har mixet magi og nordisk mytologi med det 21. århundrede på, er genial. Historien er fængende og så autentisk, at man skulle tro, Rosenholm kostskole fandtes i virkeligheden. Kærlighed, mystik, venskaber og en passende mængde uhygge. Jeg glæder mig allerede til næste bog.
Gry Kappel Jensen: Forglem mig ej, Turbine, 428 sider, udkommer 29. april 2020