Mirja er en alfepige, som ikke altid har det nemt med de andre feer.
Hun har sine egne meninger og passer ikke altid ind i forestillingen om, hvordan en fe skal være. Hun er …

Mirja er en alfepige, som ikke altid har det nemt med de andre feer.

Hun har sine egne meninger og passer ikke altid ind i forestillingen om, hvordan en fe skal være. Hun er nysgerrig og vil gerne ud på eventyr og får ikke altid tænkt så meget over konsekvenserne af de valg hun træffer.

Mirja har også lidt af et temperament og hun føler sig faktisk ofte udenfor. Heldigvis er der andre ting hun er god til og når det virkelig gælder, så er hun altså temmelig sej.

Serien om alfepigen Mirja henvender sig til tweens, der måske er kørt lidt træt i traditionelle pigebøger. Hvis man er til lidt magi og fantasi, men samtidig godt kan lide at læse om venskaber og usikkerhed, så er Mirja-bøgerne helt perfekte.

Der er udkommet to bøger i serien. Første bind hedder “De nye vinger” og her præsenteres vi for Mirja og hendes verden. Hun opdager, at der er fare på færde for hele alfekolonien og hun skal finde ud af, hvordan hun får advaret de andre. I bind to ”Drømmestenen” får Mirja ansvaret for sine yngre brødre. Men det går slet ikke som Mirja havde forestillet sig.

Min medanmelder, Astrid på 9 år, synes at bøgerne er rigtig gode. Hun skulle lige læse sig lidt ind i universet og holde styr på de forskellige navne og så kørte det bare. Bøgerne er rigtig fine for de piger, der er færdige med prinsessebøger, men ikke helt har mod på at kaste sig over de mere uhyggelige fantasybøger.

Bøgerne er fint illustreret af Rebecca Bang Sørensen og der er udkommet to bøger i serien. Bøgerne er skrevet af Gunvor Ganer Krejberg, der er cand.mag. i litteratur og kunsthistorie.

Gunvor Ganer Krejberg, Mirja 1- De nye vinger, Mirja 2 – Drømmestenen, Gyldendal, 161 sider + 162 sider, Marts 2017