Skal/skal ikke? Forlaget Gutkind udsender sine tre første titler, mens COVID-19-krisen måske/måske ikke stadig hærger.
“Men vi er optimister. Vi tror, boghandlerne kommer tilbage igen efter krisen. Jeg og mine fire kolleger diskuterer situationen løbende – tror vi på, at det giver mening at udgive vores første titler i maj?
Foreløbig gør vi, men det kan være, at det ser anderledes ud om en uge,” sagde forlagsdirektør Jacob Søndergaard i et interview på BogMarkedet i starten af april.
Optimismen sejrede, og det nye, allerede meget omtalte Bonnier-ejede forlag har netop offentliggjort sine første tre udgivelser af hhv. Stine Pilgaard (udkommer 15. maj), norske Matias Faldbakken (20. maj) og Tine Høeg (27. maj).
Matias Faldbakkens roman hedder ‘Vi er fem’. Den vandt Kritikerprisen og P2-lytternes romanpris i Norge samt er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2020.
Efter sommerferien følger titler fra blandt andet Caroline Albertine Minor og Kristina Stoltz.