Igen i år uddeles Gyldendals Læremiddelpris for tre præstationer indenfor uddannelsesområdet.

Gyldendals Læremiddelpris er prisen der tildeles den enestående indsats med at skabe danske læremidler på et højt niveau til glæde og gavn for lærere, undervisere, elever og studerende på landets uddannelser og for dermed på fornemmeste vis at understøtte læring og ikke mindst lysten til læring i Danmark.

Prisen uddeles i 2024 på tre områder: grundskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Med prisen følger udover æren også en pengepræmie.

Modtagere af Gyldendals Læremiddelprisgrundskole blev Ole Freil, Thomas Kaas og Heidi Kristiansen (foto n.v.) for ’MatLab – matematiklaboratoriet’ og ’Matematikprofilen’, forlaget Gyldendal.

– Ole Freil, Thomas Kaas og Heidi Kristiansen har i mange år arbejdet med at udvikle matematikundervisningen i grundskolen, både som lærere i grundskolen, undervisere på lærer- og efteruddannelsen og gennem forskningsprojekter og udvikling af prøvematerialer og læremidler.

– Med ’MatLab – Matematiklaboratoriet’ er de gået ‘all in’ på at skabe et komplet og gennemført matematiksystem, som bygger på forskning i, hvordan børn lærer matematik. Lærerne støttes i at undervise ud fra en undersøgende og problemorienteret tilgang, der skaber bedst mulige rammer for elevernes udvikling af kompetencer og forståelse for matematikken.

– Test- og evalueringsmaterialet, ’Matematikprofilen’, evaluerer elevernes matematiske færdigheder, deres viden og kompetencer og giver dermed en bred profil af elevernes matematikfaglighed. Lærerne får hermed kvalificeret grundlag for at tilrettelægge undervisningen efter elevernes standpunkt, lyder juryens motivering.

 

Modtager af Gyldendals Læremiddelpris – ungdomsuddannelse blev Maria Hassing, for sit arbejde med Systimes fransk-portefølje, forlaget Systime.

– Maria Hassing (foto t.h.) er til daglig lektor i fransk og dansk på Aarhus Katedralskole og har været lærebogsforfatter i blot seks år, men har allerede en stribe udgivelser bag sig. Hendes forfatterskab tæller både et begyndersystem, flere temabøger og et arbejdshæfte. Maria modtager Gyldendals læremiddelpris, fordi hun har fornyet og udviklet Systimes fransk-portefølje især ved en innovativ tilgang til sit begyndersystem, Bonjour Lyon.

– Med en stærk, gennemgående fortælling som drivkraft, inspirerer og motiverer Bonjour Lyon eleverne, tænder deres lyst til at lære et nyt sprog og åbner deres øjne for, at sprog også drejer sig om kultur, historie og samfund.Ud over sit forfatterarbejde er Maria en dedikeret redaktør på en lang række franskudgivelser, lyder motivering fra juryen.

 

Modtagere af Gyldendals Læremiddelpris – videregående uddannelse blev Sine Plambech for Global sex – hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme (2023), Hans Reitzels Forlag.

– Sine Plambech (foto ø.v.) er antropolog og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Med den banebrydende Global sex – hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme tager Sine os med på en global rejse ind i sexarbejdernes verden. Tyve års intensivt feltarbejde fra Thy til Istedgade over Pattaya, Nigeria og Dubai til Italien ligger til grund og resultatet er en sitrende følsom, brutal og fængende fagbog og ‘page turner’, der giver et nyt blik på sexarbejde.

Global sex præsenterer mennesker i en underverden, der normalt forbliver skjult for offentligheden, en fortælling om vores tid, hvor sexarbejde afspejler en globaliseret verden i konstant forandring. Sproget er levende og nervepirrende, og ikke en fagbog i klassisk forstand. Den overbevisende fortælling er ledsaget af Sine Plambechs egne dokumentarfotos og udvider vores forståelse for, hvad verden er, men også hvad en fagbog er som genre. Begge dele er tiltrængt.

– Bogen har allerede været nomineret til en række priser: Politikens litteraturpris, Informations litteraturpris og senest indstillet til Jyllands-Postens fagbogspris, skriver juryen i sin motivering.

Foto: Gyldendal