Hård er mit lands lov

I årenes løb har jeg læst mange vikingeromaner, men Tore Kvævens “Hård er mit lands lov”, er nok det vildeste vikingeridt jeg nogensinde har været på. “Hård er mit lands lov” er en stor episk roman om et vikingetogt til Afrikas indre. Året er 1010. Det norske vikingeskib, Havjærven, ligger til havn i Rom. Det […]

I årenes løb har jeg læst mange vikingeromaner, men Tore Kvævens “Hård er mit lands lov”, er nok det vildeste vikingeridt jeg nogensinde har været på.

“Hård er mit lands lov” er en stor episk roman om et vikingetogt til Afrikas indre. Året er 1010. Det norske vikingeskib, Havjærven, ligger til havn i Rom. Det var et tyndt togt på vej derned, men dem, der har bragt skind med sig tjener godt på at handle dem. En mand med øjne som is og hår som vindtørre ben – en af de norrøne nybyggere fra Grønland – går om bord på skibet. Han vil have dette skib og dets besætning med på en helt bestemt færd – til Afrika.

At vikingerne nåede langt omkring var jeg godt klar over. At de skulle have bevæget sig rundt i Afrikas indre, havde jeg aldrig hørt om. Men det gør de i Kvævens storslåede fortælling. Om de gjorde det i virkeligheden er ikke godt at vide, men hvorfor ikke? De kom jo både til Rusland, Amerika og mange andre steder.

Kvævens sprog er i særklasse, og Lene B. Sørensen der har oversat bogen fra norsk, har gjort et helt fantastisk stykke arbejde. Kvæven lader sine vikinger tale et “gammeldags” sprog, hvilket nogle gange virker kluntet og opstyltet, f.eks. er Susanne Clod Pedersens forsøg på samme sprogbrug i Arnulfsagaen, mildest talt ikke faldet heldigt ud. Men i Kvævens hænder fungerer det fremragende.

Forfatteren maler os et stort billede af mænd i et lille “samfund” der er begrænset til livet på Havjærven og togtet dybt ind i Afrika efter en hel masse guld. Det er mænd af en helt anden kultur end den vi kender i dag. Dybt forankrede i deres tro på de gamle guder, er der ikke plads til blødsødenhed. Det handler om ære og hævn og om at skabe sig et navn for eftertiden. Det er mænd for hvem liv og død i et splitsekund kan bytte plads. Det er det gamle lands love der gælder, men på Havjærven der huser omkring 100 mand fra både Norge, Sverige, Danmark, Island, Færøerne og Grønland (plus et par steder mere), er lovene ikke ens fra land til land, hvilket giver en hel del spændinger undervejs.

Nordboernes møde med Afrika og kontinentets indfødte er fremragende beskrevet, ligesom deres undren og nysgerrighed på alt det nye de ser i det fremmede, er flot beskrevet.

Kvæven har lavet et enormt forarbejde og har sin research på plads. I modsætning til flere andre historiske forfattere, giver Kvæven os de oplysninger vi skal bruge, i den sammenhæng de skal bruges, og ikke mere. Derfor får læseren aldrig faktaforstoppelse, og bemærker dårligt de mange faktuelle oplysninger der også er i bogen, fordi de flettes så naturligt ind i handlingen.

“Hård er mit lands lov” er en historisk roman fra vikingetiden, men med sit eminente sprogbrug og store fortælling, er den også meget, meget mere end det. Det er ikke en bog man bare lige læser. Den flytter ind i hovedet på læseren, hvor den kræver plads til at udfolde sig. En meget stor oplevelse der på det varmeste anbefales enhver der holder af gode vikingefortællinger.