“Man skal have noget at tage sig til, mens man venter på forrådnelsen…” Som sagt, så gjort. 73-årige Adalbert Hanzon, født Hansson og bosiddende i byen M., giver sig til at skrive sine erindringer. Udslagsgivende for dén beslutning er, at han måske, måske ikke genså sin ungdoms flamme, Andrea Altman, på apoteket. Og selv om […]

“Man skal have noget at tage sig til, mens man venter på forrådnelsen…”

Som sagt, så gjort. 73-årige Adalbert Hanzon, født Hansson og bosiddende i byen M., giver sig til at skrive sine erindringer.

Udslagsgivende for dén beslutning er, at han måske, måske ikke genså sin ungdoms flamme, Andrea Altman, på apoteket. Og selv om hukommelsen måske ikke er, hvad den har været, og selv om det er 45 år siden, de sås sidst, husker han dog tatoveringen på hendes nydelige venstre bryst, som var det i går: 14/6; hendes fars dødsdag.

Adalbert sætter sig for at finde ud af, om det virkelig er frk. Altman, han så. Men hvor er hun monstro forsvundet hen?

Han sætter sin nævenyttige halvkusine Ingvor til at holde øje med tatoverede kvinder i saunaen på byens badeanstalt, hvor man jo sidder splitterfornøjet. Også hans bedste uven, Henry Ullberg, holder øje, hvilket giver anledning til utallige skænderier hen over deres jævnlige aftener med single malt whisky og ækle Trocadero-sodavander. Ullberg er vel heller ikke den bedste efterforsker, eftersom han er bundet til sin rollator.

Alt dette noterer Adalbert i det første af fire kladdehæfter, der skal udgøre hans erindringer. Der er dog mange sørgmuntre svinkeærinder, især til fortiden, hvor der vist nok blev begået et mord – heraf titlen på bogen – så de første 100 sider går alene med det netop refererede.

Det er tydeligt, at den svenske filur Håkan Nesser med de mange livskloge krimier på meritlisten har hygget sig gevaldigt med “HALVMORDEREN”, der bærer undertitlen “Krønike over Adalbert Hanzon i nutid og datid forfattet af ham selv”.

Endskønt han efterhånden selv er oppe i årene, har Nesser heldigvis ikke glemt, hvordan man holder læserens interesse fanget. I sine erindringer lader han den knarvorne krønikeskriver krydsklippe mellem en forblommet mordplan i fortiden og Adalberts mere eller mindre succesfulde forsøg på at opspore sin elskede fra dengang; ingen ringere end den skønne Andrea. Eller hvad hun hedder.

Det er spændende på den hyggelige måde og sjovt på den lune måde. Typisk Nesser. Må denne velskrivende filur leve evigt og blive ved med at skrive sine snurrige bøger.

Lån bogen på biblioteket