En dramatisk forside med et negativ-billede af fem uigenkendelige soldater med et maskingevær og en snigskytteriffel foran en helikopter samt undertitlen ”Danmarks usynlige elitekorps” giver indtryk af en rigtig tju-bang insider-beretning om Frømandskorpsets indsættelse mod …

En dramatisk forside med et negativ-billede af fem uigenkendelige soldater med et maskingevær og en snigskytteriffel foran en helikopter samt undertitlen ”Danmarks usynlige elitekorps” giver indtryk af en rigtig tju-bang insider-beretning om Frømandskorpsets indsættelse mod pirater i Adenbugten.

Det er ”Piratjæger” dog ikke.

For hovedpersonen er ikke frømand. Han er heller ikke helikopterpilot eller maskingeværskytte. Han er taktisk koordinator ombord på de små Lynx-helikoptere, der opererer fra det danske søværns skibe. Henrik Monggaard har igen og igen hængt i helikopter over et piratskib og dirigeret skytten til at skyde mod skibet og give ”top cover” til frømændene når de bordede skibet.

En vigtig funktion, bevares. Men ikke den dramatiske funktion som frømand, der border piratskibe med livet som indsats.

Vi får derfor en lidt anderledes udramatisk beretning end bogens forside giver forventninger om. Bevares, det har ikke været ufarligt. Langt fra. Men den får lige en tand for meget på forsiden.

Desuden er det en rimelig overfladisk fortælling, som det ikke tager lang tid at pløje igennem. En lille smule insider-detaljer om den undsætning af en dansk familie i en sejlbåd med pirater ombord, som ikke blev til noget, samt lidt insider-viden om redningen af de to sømænd Eddy og Søren. Men derudover er ”Piratjæger” rimelig vitaminfattigt og efterlader ikke noget varigt indtryk.

Med to forliste ægteskaber og en depression som en hel eller delvis konsekvens af gentagne udsendelser og deltagelse i piratjagt har Henrik Monggaard egentlig oplevelser nok til en spændende og rørende beretning om konsekvenserne af at være i krig og udsendt soldat. Men vi kommer aldrig det spadestik dybere ned, som vi eksempelvis gør i Thomas Kristenses mammutværk ”Kysser himlen”.

Henrik Monggaard Christensen: Piratjæger – Danmarks usynlige elitekorps. People’s Press, 2017. 176 sider.