Da næsten 32 millioner amerikanere 8. november 1932 gav Demokraternes Franklin Delano Roosevelt en jordskredssejr i det amerikanske præsidentvalg og dermed endte mere end 70 års Republikansk styre, var en af stemmerne fra Ronald Wilson …
Da næsten 32 millioner amerikanere 8. november 1932 gav Demokraternes Franklin Delano Roosevelt en jordskredssejr i det amerikanske præsidentvalg og dermed endte mere end 70 års Republikansk styre, var en af stemmerne fra Ronald Wilson Reagan. Faktisk var den unge Reagan så vild med FDR og hans New Deal, at mange af hans Hollywood-venner anså ham for at være alt for venstreorienteret.
Sådan åbner Henry Olsen, Senior Fellow hos Ethics and Public Policy Center og forfatter til én af de bedste Reagan-portrætter, jeg nogensinde har læst, sin bog ”The Working Class Republican”. Og gennem hele bogen bliver Olsen ved med at overraske os med klare og utvetydige fakta om Reagan, som mange i dag nok har glemt. Det er herligt.
Vi får serveret Ronald Reagan på en helt ny – og for os danskere – meget mere spiselig måde. For ja, han og netop FDR er nok de to mest populære præsidenter gennem de sidste 120 år, men hvor mange værker mere er udtryk for en slags dyrkelse, så tager Olsen udgangspunkt i en lang række væsentlige politiske dagsordener samt Reagans mange mindeværdige taler, når han portrætterer ham. Og det er befriende. Især fordi ’Working-class’ – som burde være med bindestreg – er en meget rammende beskrivelse af Reagans fortid, hans udgangspunkt, hans politiske ansporing og hans præsidentembede.
Her i de senere år har mange præsident Trump-støtter ytret, at USA nu endelig kan føre Reagan-politik igen (utvivlsomt udtalt med den klare viden, at Reagan var en meget populær præsident, og at Trump kæmper en del mere med populariteten). Problemet er, at intet kunne være mindre sandt. For mens Reagan naturligvis har sin største sejr i den endelige nedkæmpelse af kommunismen, så ligger de fleste af hans sejre i de mange kompromiser med sit eget bagland om altid at sørge for de svageste i samfundet og altid at forsøge at samle USA på tværs af alder, køn, religion og race – uden at skulle sætte barrierer op for fremgangen.
Andre har tillagt ham den såkaldte ’trickle-down economics’-politik, der skulle gå på, at hvis du ensidigt lavede skattelettelser til de, der tjente mest, så ville den positive effekt glide hele vejen ned til de enkelte medarbejdere. Det var aldrig Reagans politik. Tværtimod var det hans udtalte mål altid at sikre sig et samfund, der kan passe på dem, der ikke kan passe på sig selv, samtidig med, at – og her ligger den store forskel til Danmark og størstedelen af Europa i dag – ikke at lægge et loft på for alle dem med masser af idéer og initiativer.
Portrættet af Reagan er en gave til de mange Republikanere, der gerne vil væk fra den mere konfronterende politik, som præsident Trump i dag fører og hen imod en mere samlende politik, hvor staten godt nok skal have en rolle, men hvor rollen skal være anderledes. Staten skal hjælpe; den skal ikke bestemme. Staten skal støtte; den skal ikke styre. Og staten skal bane vejen; ikke stå i vejen – stort set det modsatte af, hvad vi ser i Danmark og Europa i dag, og det modsatte af, hvad præsident Trump i dag er i gang med i USA.
Olsens bog er en knivskarp analyse af Reagans politik, hans præsidentembede og flot perspektiveret til i dag. Det var også Olsen, der som en af de første så Trumps fremgang, mens næsten alle andre missede den.
Med bogen her udfordrer Olsen Republikanerne og mange af sine med-konservative til at forstå, hvad det var for et Amerika, Reagan – med dybe rødder i FDR’s New Deal – forsøgte at skabe. Og som David Frum, Seniorredaktør hos The Atlantic, siger: ”Bogen er en vigtig advarsel til republikanere. Hvis du beundrer Reagan – så lyt til ham. Det, du hører, vil overraske dig – og måske kan det redde dig.”
The Working Class Republican – Ronald Eagan and the return of blue-collar conservatism, Henry Olsen, Broadside Books, 256 sider, Maj 2017