Fonden DBK lancerer hjælpepakke med 30 dages betalingskredit til boghandlere, der er trængte af coronakrisen.
For at imødekomme de likviditetsmæssige udfordringer, som visse boghandlere har – blandt andet som følge af myndighedernes lukning af storcentre – har DBK ført en dialog med en række større forlag om opbakningen til en hjælpepakke målrettet boghandlere med et trængende behov.
Hjælpepakken vurderes samtidig at gavne bogbranchen som helhed på sigt.
Hjælpepakken består i at yde boghandleren forlænget betalingskredit hos DBK på 30 dage og dermed udskyde betalingerne i april til maj. Forlagene får først deres betalinger i takt med, at DBK modtager betaling fra boghandlerne (back-to-back).
Ordningen tilbydes alle boghandlere, som kan godtgøre et trængende behov for midlertidig betalingshenstand og i øvrigt opfylder en række kriterier for at ansøge og opnå godkendelse.
DBK har tirsdag udsendt information om hjælpepakken. Boghandlere, der ikke måtte have modtaget informationen, kan inden påske rette henvendelse til DBK på regn@dbk.dk.
”Store dele af bogbranchen og de mange aktører, der lever af at skrive, udgive, formidle og sælge litteratur og bøger er økonomisk ramt af den ekstraordinære situation i forlængelse af myndighedernes bekæmpelse af smittespredningen af coronavirus.
Formålet med hjælpepakken er på den korte bane at give de særligt hårdt ramte butikker et likviditetsmæssigt pusterum”, forklarer adm. direktør i DBK, Carsten Dalbo Pedersen.