Markant vækst i omsætning hos det svenske Hoi Publishing, der er aktivt til stede I Danmark.

I slutningen af april overtog det svenske forlagshus Hoi Publishing danske Superlux for 4,5 mio. svenske kr. (2,8 mio. kr.) med mulighed for yderligere 3 mio. svenske kroner (1,9 mio. kr.) afhængig af, om man når aftalte omsætnings- og resultatmål, melder Hoi Publishing AB i sin halvårsrapport.

Købet af Superlux spiller naturligt ind i halvårsregnskabet, og samlet set omsatte man i de første seks måneder af 2023 for 6,62 mio. svenske kroner (4,14 mio. kr.), hvilket svarer til en vækst på 21,1%. Resultatet af første halvår lander således på et underskud på lidt 1,02 mio. svenske kroner (640.000 kr.).

Kigger man udelukkende fra april til juni, ser man udover en fordobling på omsætningen også et positiv kvartalsregnskab på 314.000 svensker kroner (196.000 kr.).

I bekendtgørelsen fortælles det endvidere, at Superlux nu er fuldt integreret under Hoi Publishing, samt at Rikki Tholstrup Jørgensen, medstifter af Superlux, nu er den største aktionær i det svenske forlagshus.

I samme ombæring meddeles det, at der vil komme ‘et meget stort antal titler på forlaget i både Sverige og Danmark i løbet af tredje kvartal.’

Udover Superlux er Hoi Publishing også til stede i Danmark med Hoi Forlag og ligeledes har man har flere imprints i Sverige.

Hoi Publishing beskriver sig selv som ‘et moderne bogforlag, der kombinerer styrken fra et traditionelt forlag med større frihed, mere deltagelse og bedre vilkår for forfatteren.’