Hvordan står det til ude hos boghandlere i coranakrisen? Vi taler med kædechefer og en række boghandlere.

Karantænen rammer hårdt overalt i samfundet, også boghandlerne mærker det. Historierne varierer fra butik til butik og fra kæde til kæde.

Boghandlerne i Indeks Retail – i alt 120 butikker fordelt på kæderne Bog & idé og BOGhandleren – er især ramt af lukningen af de store indkøbscentre, som i værste fald rammer 38 boghandlere. Usikkerheden om det præcise tal skyldes, at flere af butikkerne har egen indgang.

”Det er vi kede af. Vi mener, at bogbutikker – ikke kun vores, men alle – løser en samfundsopgave i denne situation, hvor store dele af landet er i karantæne. Boghandlerne er jo stort set det eneste kulturtilbud, der er åbent lige nu,” siger Marianne Lyngby Pedersen, adm. direktør i Indeks Retail.

Hun fortsætter:

”Men ellers er situationen meget forskellig ude i de enkelte butikker, men generelt er omsætningen god – i hvert fald når vi sammenligner med anden detailhandel. Så ser vi helt andre tal, hvilket skyldes, at vi sælger en kravvare. Bøgerne er ikke en livsnødvendig vare, men ikke desto mindre er læsning vigtig i denne situation.” 

Steffen Kjærulff Fjord, kædechef i Kon-Tur, fortæller, at kædesamarbejdet ”har enkelte butikker som oplever omsætningsfremgang, men de fleste kigger langt efter kunderne. Vi har tre-fire butikker, som er blevet ramt af centerlukningerne – resten holder åbent, dog med restriktioner med hensyn til antallet af kunder i butikken.”

Hos Arnold Busck ligger 11 af kædens i alt 29 butikker i centre. Den store andel af lukkede butikker betyder, at man indtil videre suspenderer servicen Click & Collect, hvor man bestiller varer i kædens webshop og afhenter dem i den lokale Arnold Busck-boghandel.

Hold fanen højt

Også butikkerne udenfor indkøbscentrene er pressede, eftersom folk opfordres til at holde sig indendørs. Omvendt er fantasien stor, også selvom butikken/kæden ikke har egen webshop.

Mange af landets boghandlere bringer bøger, spil, kontorartikler og så videre ud til lokale kunder, eksempelvis Billunds Boghandel i Frederica og Billunds Bog & idé i Middelfart. Det oplyser Elsa Billund. Det samme gælder flere butikker i Kon-Tur, hvilket ifølge Steffen Kjærulff Fjord ”er blevet taget rigtigt godt imod.” 

Bo Dybkær, direktør i Boghandlerforeningen, opfordrer foreningens medlemmer ”til at holde fanen højt, samtidig med at de selvfølgelig efterlever de restriktioner, som regeringen har pålagt alle i detailhandelen.”

”Det betyder,” fortsætter han, ”at boghandlerne står til rådighed for kunder, der savner læsestof netop nu, hvor de er tvunget til at tilbringe mere tid derhjemme, og at boghandlerne forstærker deres kommunikation med kunderne på blandt andet de sociale medier.”

Ude i byen

Politikens Boghal i København kører med kortere åbningstider og minimumsbemanding, fortæller bogladechef Dan Gildin Kragelund. ”Vi forsøger at holde humøret højt og skansen sikker. Der er selvfølgelig nedgang i antallet af kunder, men til gengæld køber de mere. De opfører sig pænt og civiliseret.”

At mange af os har tid til at fordybe sig mærkes også. Dan Gildin Kragelund fortæller således, ”at en del kunder nævner, at de køber bøger, som de gerne har villet læse i længere tid.” Mange går således hjem med stjerneøkonomen Thomas Pikettys nye, store værk ‘Kapital og ideologi’ på mere end 1.000 sider under armen.

Historien er i store træk genkendelig. Peter Powlsen fra William Dams Boghandel i Rønne fortæller, at kunderne er få, og boghandlen kører med minimalt personale. Resten af personalet afspadserer.

Webshoppen hos William Dam kører normalt. Dog er der ingen offentlig levering til de lukkede skoler og uddannelsesinstitutioner.

Hos en tredje af landets helt store boghandlerbutikker – Arnold Busck Købmagergade – har man maksimalt ti medarbejdere på arbejde ad gangen, fortæller salgsleder Clea Bautista.

Butikken overfor Rundetårn er særligt udfordret i denne situation på grund af det lange smalle lokale, især i stueetagen. Det betyder, at man guider kunderne på vej med skiltning og adfærdsregulerende tape på gulvene.  

 

P.S. Boghandlerforeningen forventer stadig at gennemføre Verdensbogugen om en måned, medmindre nye indgreb forhindrer dette. I så fald bliver uddelingen af gratis bøger til børnene udskudt til et senere tidspunkt.

Foto: iStock/Getty Images.