Poetisk og velskrevet, er de ord der umiddelbart falder mig ind efter at have læse Sandra Thorup Moses debutroman “Hvor mågerne skriger”. Forfatteren er god til at beskrive følelser og stemninger, og hovedpersonen Sarah rykker helt tæt på. Vi møder Sarah da hun går i 1. klasse, og følger hende til hun går ud af […]

Poetisk og velskrevet, er de ord der umiddelbart falder mig ind efter at have læse Sandra Thorup Moses debutroman “Hvor mågerne skriger”. Forfatteren er god til at beskrive følelser og stemninger, og hovedpersonen Sarah rykker helt tæt på.

Vi møder Sarah da hun går i 1. klasse, og følger hende til hun går ud af 7. Sarahs største ønske er at forsvinde, væk fra morens kulde og fra faren der aldrig rigtig bliver tydelig. Og det er vel også hvad hun gør, gennem hele bogen. Forsvinder. Stille og roligt ind i sig selv. Hun taler helst ikke med andre mennesker, og trives, om ikke godt så dog bedst, i sit eget selskab. Mit problem er bare, at jeg ikke forstår historien. Jeg kan ikke gennemskue hvad det er forfatteren vil fortælle mig, og om jeg i det hele taget hører til målgruppen. Måske er jeg 30 år for gammel til denne bog, og måske har jeg glemt hvordan det var at være barn og spirende voksen, for jeg kan ikke forholde mig til historien.

Af bogens bagside fremgår det, at det er en fortælling om at vokse op i en lille by hvor alle kender alle, og ved alt om alle. Det fremgår bare ikke af romanens handling, der er alt for koncentreret om Sarah, til at der bliver plads til ret meget andet.

Selv om forfatteren har godt greb om sproget, og tegner sin hovedperson flot, så blev det aldrig rigtig nærværende. At forfatteren opererer med en fortæller der fortæller Sarahs egen historie til Sarah selv, er en tilgang jeg ikke kan mindes at have set før. Fortælleren omtaler hovedpersonen som “du”, og det kræver nogen tilvænning. Et eksempel:

“Da du kommer hjem, går du direkte ind i køkkenet. Din mor arbejder hjemme i dag. Du tager din taske med ind i køkkenet, så den ikke står i vejen i gangen. Du åbner køleskabet og ser kritisk derind. Så rister du en krydderbolle.”
Kap. 16, s. 50

Jeg fornemmer at forfatteren har et formål med denne måde at fortælle historien på, men jeg kan bare ikke gennemskue hvad det er, ligesom jeg ikke kan gennemskue hvem denne fortæller er. Hele bogen igennem, havde jeg en følelse af at stå udenfor og betragte en fortælling jeg ikke forstod. Og når jeg læser en bog hvor jeg ikke forstår hvad forfatteren vil, og hvorfor den bliver fortalt som den gør, så er helhedsindtrykket generel forvirring.

At Sandra Thorup Mose kan skrive er jeg ikke i tvivl om, og jeg vil gerne læse mere fra hendes hånd. Men lige netop “Hvor mågerne skriger”, var desværre ikke rigtig noget for mig.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk