Søren Hemmingsen har skrevet en historisk letlæsningsserie, I begyndelsen. Bog 4-6: Mosens offer om jernalderen, Drengen og skibet om vikingetiden og Den nye gud om kristendom. Jeg har tidligere anmeldt I begyndelsen 1-3. Se titlerne i serien sidst i indlægget. Fra bøgernes bagsidetekster: Mosens offer: “Are er meget sulten. Men han ved, han ikke får… Læs mere I begyndelsen 4-6 af Søren Hemmingsen

Søren Hemmingsen har skrevet en historisk letlæsningsserie, I begyndelsen. Bog 4-6: Mosens offer om jernalderen, Drengen og skibet om vikingetiden og Den nye gud om kristendom. Jeg har tidligere anmeldt I begyndelsen 1-3.

Se titlerne i serien sidst i indlægget.

Fra bøgernes bagsidetekster:

Mosens offer: “Are er meget sulten. Men han ved, han ikke får mere at spise den dag. Are er træl hos den rige storbonde, Erik. Så en nat beslutter Are at stikke af. Hvis Erik fanger ham igen, vil han blive ofret til guderne i mosen!”

Drengen og skibet: “Torsten står i stævnen. Han leger, han er en viking på en farlig færd. Sammen med sin far er Torsten på vej til Yorvik med skib. Men midt ude på havet blæser en farlig storm op. Er Torsten nu den eneste, der kan redde dem?”

Den nye gud: “Manden i den brune kutte løfter armene mod himlen. ‘Ingen må se Herrens ansigt, for han bor i himlen.’ Sif har altid troet på guderne, Odin, Freja og Thor. Men en dag kommer en mand og tre ryttere ud af skoven. Og han siger, Sifs guder er onde.”

Billede af: Opslag i Mosens offer af Søren HemmingsenOpslag i Mosens offer af Søren Hemmingsen

Da min anmeldelse af de første bind i serien også er stort set dækkende for disse tre bøger, beklager jeg på forhånd eventuelle gentagelser.

Historierne i bøgerne er både velskrevne og velfortalte. Som de forrige bøger, så har disse også et lixtal på 17. Selvom bøgerne kræver, at læseren har godt fat i læsningen, så kan bøgerne med formidling og dialog også læses for og med yngre og måske ikke så stabile læsere.

Susanna Hartmann har lavet illustrationerne i bøgerne. De fanger stemningen og handlingen rigtig godt. Der er illustrationer på alle opslag, så har læserne brug for lidt støtte i læsningen kan illustrationer være med til at give denne.

Teksten er meget overskuelig med rimeligt enkle sætninger og de fleste steder korte afsnit – nogle få steder kan det godt virke, som om teksten er lidt kompakt.

Bøgernes coverillustrationer  og titler signalerer tydeligt, hvad bøgerne handler om. Nogle covers i serien kan godt virke en smule fyldte – og man skal kigge nærmere på dem, for at kunne se det hele – det kan evt. ses på billedet øverst på siden. Coveret på Drengen og skibet har et lidt mere enkelt udtryk – da den ikke består af mange små illustrationer.

Billede af: Opslag i Drengen og skibet af Søren HemmingsenOpslag i Drengen og skibet af Søren Hemmingsen

Bøgerne er bygget op med en fiktiv historie først. Historien handler om livet i den pågældende tidsperiode. Derefter følger et fakta-kapitel om, hvordan man regner med livet var dengang. Se ovenstående billede. Sidst i bøgerne er tidslinje – se billedet herunder.

Billede af: Opslag i Den nye gud af Søren HemmingsenOpslag i Den nye gud af Søren Hemmingsen

Måden, som bøgerne er opbygget på, virker rigtig godt. Den fiktive historie er en fin måde at introducere de yngre læsere for en historisk periode på. Det giver læserne en chance for at leve sig ind i fortællingen – og måske identificere sig med nogle af personerne. Kombinationen med fakta-kapitlerne giver læserne mulighed for en “blid” overgang til reelle fagbøger, og måske også lysten til læse mere om en bestemt periode.

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine5 af 6 stjerner /Tine

Titlerne i serien:
1. Den røde mammut – Istiden
2. Jagten – Stenalderen
3. Siv og armringen – Bronze-alderen
4. Mosens offer – Jern-alderen
5. Drengen og skibet – Vikinge-tiden
6. Den nye gud – En ny tro

Mosens offer – 4
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788774010043
Udgave: 1. udg. 2021
Sider: 25

Drengen og skibet – 5
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788774010050
Udgave: 1. udg. 2021
Sider: 25

Den nye gud– 6
Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788774010067
Udgave: 1. udg. 2021
Sider: 25

___
Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.