I Danmark 1945-2018. Drømme og virkelighed. Af Svend Ove Gade. Hovedland.

Sven Ove Gade er vred, han er en særdeles velorienteret analytiker med et stort overblik og evne til at skære pointer til med knivspids, og så skriver han umanerlig godt. Alle ingredienser er i gryden til en besk og karsk, velgørende gryderet af bedste mavepuster-slags. Men så bliver der skruet på komfuret på de forkerte tidspunkter, nogle ingredienser bliver overophedede, mens andre stadig er bundfrosne. 

Bogen opregner begivenheder, som fylder i forfatterens tanker – det gjorde de ikke nødvendigvis dengang i samtiden, men i tilbageblik står de som hovedpunkter i alt det, der er galt med Danmark anno 2018. Mellemregningerne mangler, og der springes lystigt over analysen, når Sven Ove Gade springer fra spredte fakta til voldsom konklusion.

Tre eksempler må række:

Det store syndefald skete i 1945, hvor de politikere der indtil få år før havde tilskyndet samarbejdet med den nazistiske besættelsesmagt, fortsatte med at have magten efter dette angivelige skelsår. Der blev ikke plads til, at modstandsbevægelsen kunne spille en rolle i opbygningen af efterkrigstidens samfund – men som Gade mere end antyder, så var de fleste frihedskæmpere faktisk slet ikke interesserede i den rolle, som han mener, de burde have spillet efter maj 1945. Hvad har Gade egentlig regnet med? 

Velfærdsstaten har gjort danskerne til tryghedskrævende flokdyr uden frihedstrang, og derfor er velfærdsstaten i virkeligheden noget skidt – men de fakta, han bringer frem i dagens lys, siger kun, at den offentlige sektor er meget stor i Danmark. Der er langt fra tal til konklusion – og man kan sagtens hævde det stik modsatte: At velfærdsstaten har sat danskerne mere fri. Eksempelvis kan kvinder, der tidligere var bundet til hjemmet og børnebleer, i dag have en af verdens højeste erhvervsfrekvenser. Og det netop på grund af hærskaren af offentligt ansatte, her: pædagoger og lignende, der frisætter dem til at mæske sig i lønarbejdets velsignelser.

Afsnittet om velfærdsstaten er det eneste, hvor Gade diskuterer med sig selv: Der er trods alt enkelte gode ting at sige om velfærdsstaten, der hjælper ældre og syge. Men udover denne undtagelse tromler han derudaf med skyklapper på og med ørerne tunet ind på ekkokammer.

Det tredje eksempel er Sven Ove Gade yndlingsaversion – muslimerne i Danmark. Fakta er, at integration er mislykket (det vil sige, vi hører kun om eksempler som peger i denne retning), ingen ville høre på Søren Krarup, da han begyndte at råbe op i 1980´erne, et antal af verdens terrorister er muslimer, muslimerne bliver ved med at være muslimer, selv om de er kommet til Danmark – og konklusionen: Vi er midt i en full-scale civilisationskrig, der står mellem kulturkristne og forbidte muslimer. Åbenbart også selv om de færreste har opdaget krigen (falsk bevidsthed?).

Fik du fat i mellemregningerne? Jeg gjorde ikke.      

Bogen har pletvis sine kvaliteter, og ’I Danmark 1945-2018’ reddes på målstregen af et usædvanlig mavesurt essay på et område, hvor Sven Ove Gade er mere på hjemmebane end de fleste: Aviserne. Essayet handler om deres deroute – ikke bare i salgstal, men sandelig også i kvalitet, ifølge Gade. Elefantpisken svinges over meningsmålinger, kliktyranni, læserundersøgelser og alle de medievandmænd, der i deres mangel på selvstændighed skeler til sådan noget nymodens pjank. Her lykkes det at analysere før konklusionen – men der er til gengæld kun få fakta.