En roman som på den ene side er svær at læse, og på den anden side utrolig let at læse. Det svære består – som jeg ser det – i, at siderne ikke inddeles i hverken afsnit eller indryk, og det lette kommer fra de meget korte, næsten staccato, sætninger og direkte og indirekte tale […]

En roman som på den ene side er svær at læse, og på den anden side utrolig let at læse. Det svære består – som jeg ser det – i, at siderne ikke inddeles i hverken afsnit eller indryk, og det lette kommer fra de meget korte, næsten staccato, sætninger og direkte og indirekte tale uden tegnsætning! – Lidt specielt, men det er jo udelukkende formen som er valgt.
– Forfatteren siger selv, at ”Formen kom af sig selv. Jeg har i andre bøger været længe om at finde en form og stemme, men her kom formen af togrejsen og den choktilstand, som Harriet fra begyndelsen befinder sig i. Den bevarer jeg gennem hele romanen. Hun bliver sat ned som på en anden planet, som det rædselsvækkende regime i virkeligheden er. Jeg blev sådan set bare ved, kunne ikke tænke mig mellemrum, kapitler og afsnit. På den måde kommer man meget tæt på, man har hende og det, hun oplever, lige op i ansigtet”.
Indholdet derimod er spændende læsning. Året er 1942. Hovedpersonen Harriet er 33 år og har netop mistet sin mand i krigen på Østfronten, hvor han i sit tyske fly blev skudt ned i kampen mod kommunismen, og Harriet har besluttet at anbringe sine to små sønner midlertidigt på et børnehjem for selv at drage på rekreation hos nogle venner i Tyskland.
Disse venner er Klaus, generalløjtnant i Luftwaffe og tilhørende den nazistiske overklasse – Harriets mand Gerhard var mod nazismen – og hans danske hustru Gudrun. Harriet når efter en utrolig strabadserende såvel togtur som ”sight-seeing-tur” gennem München frem til parrets pragtvilla, hvor hun modtages af Gudrun. Huset anvender krigsfanger fra bl.a. Ukraine som stuepiger, og disse piger betragtes som ”ikke-mennesker” og behandles derefter. Dette – nazisternes racistiske menneskesyn – kan slet ikke forsvares af Harriet, og hun tager parti for disse mennesker – mod værtsfolkene. Utroligt groteske scener udspiller sig med katastrofalt resultat, da Klaus kommer hjem på orlov.
Gudrun viser sig at være meget svag og afhængig af narko, hvilket bevirker, at hun ikke kan tage sig af sin lille søn Thor, som allerede i børnehaven opdrages i den Hitler-tro tilværelse – han er allerede en lille soldat! – Gudrun viser sig dog i slutningen af bogen som et andet menneske som tager sine egne beslutninger og med sin sygepleje-uddannelse starter på hospitalet, hvor mange sårede soldater bliver behandlet, mens Tyskland står kort foran Endsieg, den endelige sejr (!)
Hele bogen igennem får vi indblik i den enorme forskel der er mellem rig og fattig og naturligvis arie og ikke-arie – emner som Harriet har svært ved at forholde sig til, og endnu sværere er det for hende at heile og fremstå som nazist, når hun inderst inde ønsker at forholde sig neutral og dermed være loyal mod sin afdøde mand.
Det bliver et rekreationsophold som gør Harriet bevidst om sit eget værd og viser hende, hvad forskelligt menneskesyn gør ved mennesker. Det ville være spændende at se, hvordan Harriets liv med sine to små drenge bliver herefter, men den oplevelse har vi måske til gode?

Lån bogen på biblioteket