For første gang i mange måneder er forbrugerprisindeks steget, men ekspert forventer, at indekset falder igen over de næste måneder.

I juli 2023 steg det samlede forbrugerprisindeks med 3,1% i forhold til samme måned året før. I juni var den tilsvarende stigning 2,5% og dermed er det er første gang siden oktober 2022, at inflationen tiltager. Den højere inflation i juli skyldes især prisændringer på sommerhusleje og elektricitet i forhold til sidste måned, fortæller Danmarks Statistik om de seneste tal.

I Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre, har noteret sig de seneste tal, men forventer, at inflationen vil begynde at falde igen.

– Danskerne kan se frem til, at det formentlig bliver billigere på en del af forbruget. Hele 54% af butikkerne, som handler med fødevarer, forventer at sænke deres priser over de næste tre måneder. Det er glædeligt, skriver han i en analyse på bankens hjemmeside.

– Samtidig har også energipriserne tidligere forladt det tårnhøje niveau, som definerede sidste år, hvor priserne for alvor eskalerede. Netop fødevarer og energi rammer nerven i danskernes forbrug, da det er forbrug, man ikke kan skære fra og har sværere ved at skære ned for, siger Jeppe Juul Borre.