”Sælsom, smuk og ganske enkelt frygtindgydende” står der på bogens forside. Udtalelsen kommer fra den irske forfatter Donal Ryan, som jeg er meget glad for at læse. Så jeg tænkte, at hvis det er godt nok til Ryan, er det godt nok til mig. Desuden havde jeg læst forskellige anmeldelser af bogen, og var blevet […]
”Sælsom, smuk og ganske enkelt frygtindgydende” står der på bogens forside. Udtalelsen kommer fra den irske forfatter Donal Ryan, som jeg er meget glad for at læse. Så jeg tænkte, at hvis det er godt nok til Ryan, er det godt nok til mig. Desuden havde jeg læst forskellige anmeldelser af bogen, og var blevet nysgerrig. Derfor flyttede bogen ind på min bogreol, og derfor har jeg nu læst den. Det fortryder jeg ikke.
Historien er… jeg ved ikke… vanvittig? Langt ude? Virkelig sær? Ja, til alle tre. Det er noget af det mest mærkelige jeg har læst længe, men historien er også fantastisk – og fantastisk godt fortalt. I Conor O’Callaghan har jeg fået endnu en irsk yndlingsforfatter.
Det er den varmeste august i mands minde. En rædselsslagen pige hamrer på døren. En mand åbner. “Min far er også væk,” siger hun. Hendes hud er dækket af sår, rifter og ord – blå, utydelige, udtværede af sved.
En familie der består af far, mor, pigen og morens søster, flytter ind i et prøvehus på en byggeplads hvor der er ved at blive bygget en hel masse huse til en hel masse mennesker. Men menneskene kommer aldrig, husene bliver aldrig færdige, og moren forsvinder. Ingen ved hvor hun blev af, eller hvorfor hun forsvandt, det gjorde hun bare. Men det er ikke noget (resten af) familien taler om, og livet går videre. En dag er også morens søster væk, senere forsvinder faren og til sidst pigen. Og ingen ved hvor de blev af – eller om de i det hele taget har været der. Tilbage står den gamle præst, på hvis dør pigen engang bankede. Han skal forsvare sig overfor politiet der tror han har forgrebet sig på pigen – men uden pige, er det lidt svært at bevise. Og langsomt går også sagen og den gamle præst i opløsning.
Selvom det ikke er en murstensroman, ligger der en kæmpe historie i de forholdsvis få sider der udgør “Intet på jord”. Og jeg er tilbøjelig til at give The Guardians anmelder ret, når han siger at “den vil forfølge dig som din skygge”. For selvom historien på overfladen er virkelig underlig, så fornemmer jeg som læser at der ligger en hel masse under den. Ikke noget der popper op med det samme, men ting af den slags der vil komme snigende stille og roligt som dagene går. Jeg fornemmer at jeg kun er færdig med den del af romanen der omhandler selve læsningen, men at den virkelige historie først skal til at begynde nu. Hvad betyder det med den bydel der aldrig bliver færdig? Og hvad betyder det at familien stille og roligt bare forsvinder? Er der nogen grund til at den gamle præst netop skal være præst, og hvorfor skal han også opløses? Ligger der noget bag denne altomfattende opløsning af historiens eget univers. Spørgsmålene er mange, og tankerne der skabes myldrer rundt.
Conor O’Callaghan skriver flot. Han er ordsmed af format, og det var en fornøjelse at dykke ned i hans sprog. Jeg håber ikke at “Intet på jord” bliver det eneste vi kommer til at høre til O’Callaghan. Jeg glæder mig i hvert fald til at se hvad han finder på næste gang. Men det må godt vente til jeg er færdig med at fordøje denne bog – og det kommer til at tage lang tid.
Lån bogen på Bibliotek.dk
