Den spanske borgerkrig var brutal, modbydelig og var med sine enorme civile ofre også en forsmag på uhyrlighederne under anden verdenskrig. Borgerkrigen endte i et bragende nederlag for den demokratisk valgte republikanske regering og 40 …

Den spanske borgerkrig var brutal, modbydelig og var med sine enorme civile ofre også en forsmag på uhyrlighederne under anden verdenskrig. Borgerkrigen endte i et bragende nederlag for den demokratisk valgte republikanske regering og 40 års Franco-diktatur. I krigens afsluttende fase sendte den også tusinder og atter tusinder af mennesker på hovedløs flugt.

I Frankrig tog man ikke just imod de forhutlede flygtninge fra nabolandet med åbne arme. Tværtimod var der ikke rigtig nogen af de demokratiske lande, der havde hverken ønsket at støtte republikken eller dens flygtninge. Heller ikke de sydamerikanske lande var indstillet på at modtage flygtningene, der som socialister jo var en trussel mod den eksisterende orden. I Chile lykkedes det dog digteren Pablo Neruda at få et skib fra Europa med flygtninge til Chile.

Ombord på dette skib er Victor Dalmau, hans hustru Roser og deres – på papiret – søn. I virkeligheden er sønnen Victors nevø og Roser var kæreste med hans bror, der faldt i krigen. Men for at de kan komme i sikkerhed på den anden side af Atlanten, må de efter en farefuld flugt over Pyrenæerne og et ophold i en flygtningelejr gifte sig og lade som om de er unge elskende. Sammen kan de begynde et nyt liv i Chile, et liv i frihed og sikkerhed – i hvert fald indtil historien indhenter dem og endnu en folkevalgt, socialistisk regering bliver fældet af et kup…

Håbets rejsende bygger ifølge forfatteren på virkelige hændelser. Skibet Winnipeg reddede 2.000 flygtninge til Chile, og det er bestemt en historie værd. Victor og Rosers oplevelser under borgerkrigen og på flugt er medrivende og rædselsvækkende vidnesbyrd om en beskidt krig, som de demokratiske lande vendte det blinde øje til. I Chile glider historien desværre ud og bliver noget melodramatisk, og historien mister nerve.

Sproget i Håbets rejsende er desværre også temmelig gumpetungt, og Isabel Allende skriver efter mottoet ”Don’t show it, tell it.” Der er ingenting, der skal læses mellem linjerne, og alle pointer bliver hamret temmelig direkte ud til læseren. Det gør Håbets rejsende let at læse, men også en smule træls undervejs – ikke mindst, når vi skal belemres med en ligegyldig chilensk rigmandsdatters uinteressante, og alligevel udførligt beskrevne, følelsesliv.

Jeg genlæste sidste år Åndernes Hus, der er Isabel Allendes snart 40 år gamle gennembrudsroman, og den havde langt mere charme og indlevelse end Håbets rejsende, og er stadig anbefalelsesværdig.

Isabel Allende: Håbets rejsende. 352 sider, Politikens Forlag. Oversat af Lise Rifbjerg, udkom 9. oktober 2020