Odense Teater har påtaget sig at genfortælle en af de mest skelsættende og debatterede romaner i det tyvende århundrede. Det vidner om et sundt ambitionsniveau og en stærk kunstnerisk selvtillid, men også om et eklatant overmod. Med et forlæg som 1984 forekommer alt under total perfektion desværre lidt mangelfuldt.

1984 bliver jævnligt trukket frem som en profetisk tekst, der kan anvendes som en dystopisk fremskrivning af hvad end læseren synes er galt med samfundet lige nu, lige her. Værket fylder 75 i år, men har indtil videre vist sig at være evigt aktuelt og på det nærmeste tidløst – og med god grund.

George Orwells science fiction-klassiker er en advarsel til de kommende generationer fra en forfatter der levede gennem opblomstringen af autoritære rædselsregimer, hvor tabet af menneskeliv blev et spørgsmål om statistik og det anti-individualistiske fælles jeg med stor snilde og inhuman opfindsomhed blev det ultimative undertrykkelsesvåben: hoben der fungerer både som underkuede og den kuende overmagt på én gang.

En af Orwells talrige fyndige pointer i 1984 er, at lader vi teknokratiske autoriteter udvikle sig uhindret, vil Systemet opstå, og Systemet kan man ikke bare sådan afskaffe igen – for man er selv så integreret i det, at man vil gå til grunde i dets fravær. Det var kommunismen og fascismen han brugte som inspirationskilder, men det er givetvis fordi selv ikke han kunne forestille sig sen-stadie-kapitalismens paradoksale natur.

Den lange vej mod pointen

1984 behandler sin egen nihilistiske virkelighed fra så mange forskellige vinkler, at det på det nærmeste er umuligt at presse ind i en to timer lang forestilling på en af Odeons små scener. I sin bearbejdelse af romanen har dramatiker Julie Maj Jakobsen altså i udgangspunktet haft valget mellem at fokusere på de, for vores samtid, allermest relevante dele, eller at belyse hele det fysisk beskedne, men substantielt gigantiske værks udsigelse.

Det havde været spændende at bevidne en version af 1984, der stringent og kirurgisk tog nutidens store debatemner op, men Jakobsen har valgt den sidste mulighed. Forestillingen presser umådeligt meget holdning ind på meget lidt plads, hvilket velsagtens kunne fungere, hvis ikke det stak i så utroligt mange forskellige retninger. Alle delemnerne skal behandles: Overvågning, nysprog, stikkeri, selvbedrag, historieløshed, selvdestruktiv magelighed, xenofobi, militarisme og så videre.

Først til allersidst, hvor hovedpersonen, tankeforbryderen Wilson Smith, er bliver tortureret og hjernevasket af Systemets løgnagtige repræsentant, O’Brien, løftes Orwells værk ud af sin ramme og føres op i nutiden. Den mentale nedbrydning af Wilson fylder kun to korte kapitler i bogen, men får mere albuerum på scenen, hvilket den helt klart også fortjener, for den er sørgeligt dagsaktuel.

Jeg har altid ret

Det handler om virkelighedsopfattelse. Om hvordan alt hvad vi opfatter, er subjektivt, og Systemets rolle er at etablere en objektiv fælles virkelighed der bidrager til at totalisere folket – især gennem historieforfalskning og nye tankemønstre der i deres kerne gør individet så hjælpeløst og føjeligt, at det accepterer det selvmodsigende, det umulige, det beviseligt ukorrekte, i dets iver efter at opløse sig selv i gruppen.

Vi ser den samme bevægelse, baseret på de samme psykologiske mekanismer, i dag, men omvendt, hvor konspirationsteoretikere spreder den ene mere vanvittige løgn efter den anden på tværs af en globaliseret verden. Det er ikke længere individets opfattelse der drages i tvivl, men selve virkeligheden. Alt er et spørgsmål om perspektiv, og hvis min holdning ikke stemmer overens med fællesskabets virkelighedsgrundlag, må det være dette grundlag den er gal med – det skyldes fake news, big media eller djævletilbedende, pædofile rovøgler fra jordens indre, hvad som helst, så længe det ikke er MIG der tager fejl!

Det er først her, nærmest lige inden lyset i salen bliver tændt, at iscenesættelsen af 1984 for alvor bliver dagsrelevant, men det er velinstuderet og velspillet, og det sætter sig i tilskueren, der de foregående par timer kun er blevet trakteret med små, diskrete krydsreferencer mellem forlægget og ens egen hverdag.

Det umenneskelige rum

Peter Schultz’ scenografi er i sig selv en sådan reference. Rummet består af nøgne vægsektioner med enorme vinduer, sat op i et geometrisk retvinklet mønster, der aldrig brydes, aldrig bevæger sig. Det er Systemets arkitektur. Det er kommunistiske betonboligblokke og nazistiske motorveje, men det er i endnu højere grad det amerikapitalistiske kontormiljø, hvor det nye proletariat knokler løs i hver deres trange celle. Det er fitness-centeret, hvor vi alle spejler os i hinandens refleksioner, og dømmer os selv og de andre, og vi alle sammen reduceres til akvariefisk.

Ironisk nok ligner dette sterile, statiske, sjæleberøvede sceniske landskab en modeljernbaneversion af hele det uinspirerede, nybyggede elementkvarter der omgiver Odeon – i sig selv en af Danmarks kedeligste og mest udtryksløse kulturbygninger. Hvis dette er hensigten, er det en lille genistreg fra Schultz’ side, for hvad minder mere om Systemets undertrykkelse af følelser og kreativitet end disse kønsløse kasser af glas og sten?

Gudskelov for gode skuespillere

I disse passende beklemmende omgivelser navigerer Winston, i skikkelse af Niels Skovgaard Andersens, rundt. Andersen bærer langt størstedelen af forestillingen, og han gør det virkelig godt, materialet taget i betragtning. 1984 er et filosofisk og politisk fabulerende værk, hvis få, men voldsomme visuelle virkemidler – som de titaniske pyramidelignende ministeriebygninger som magten i Oceaninen udgår fra – ikke kan mases ind i en sal med 250 pladser.

Det påhviler derfor Andersen at beskrive alt det vi ikke kan se, og forklare alt det vi ikke nødvendigvis ved, hvilket gør stykkets første fjerdedel til et langt opgør med den fjerde væg. Loyaliteten over for romanens tunge og tekniske sprogtone gør ikke Andersens job lettere, men han spiller så stærkt at det kun er få gange i forløbet føles lidt gumpetungt. En mindre talentfuld skuespiller kunne virkelig have revet tæppet væk under historien.

Udover Andersen skal Rosemarie Mosbæk roses for sin præstation i en rolle der i programmet blot omtales som ”Teleskærm”. Mosbæk ligger krop og ansigt til Systemets propagandamaskine med en sjældent set ildhu og en sans for at blande en overmåde velafvejet mikstur af fanatisk had og blind lydighed, pakket ind i et udtryk der stikker alle retninger. Hun er TV-oplæseren, spinninginstruktøren, den karismatiske faith healer, telefonsælgeren og pornostarletten, samlet i én og samme robot. Mosbæk overspiller entusiastisk og overlagt, og det virker forbløffende godt.

Burlitteratur

Forestillingen 1984 prøver generelt at nå for meget på for kort tid og for lidt plads. Et litterært forlæg i supersværvægterklassen lader sig kun modvilligt indfange under de forhold, og det havde utvivlsomt været en fordel at genfortolke og vinkle historien i stedet for at tvinge hele dens tonstunge tematik ind i et format, der ikke kan rumme den.

Det hele skulle åbenbart med og til tider føles forestillingen som en lydbogsudgave af romanen afspillet i tredobbelt tempo. Man kunne elegant have skåret de dele fra, der ikke vedrører den skiftende nutid, som 1984 for altid vil og bør være en kommentar til. Talentet på scenen, scenografiens velafbalancerede dobbelttydighed, og lysdesignet af Turpin Napoleon Djurhuus bringer lige præcis helhedsindtrykket op på den nysproglige karakter PLUSGOD.

Artiklen er skrevet Martin Schjönning, der har læst ‘1984’ og set forestillingen for at holde dem op imod hinanden i en anmeldelse som et led i sin uddannelse. 

Foto: Emilia Therese