J.L. Badal: De forunderlige bøger om Amaia og Gustau

To børn mister ordet hvid. Det ord kan man ikke undvære, og derfor begiver de sig ud på en rejse i et magisk land, hvor dyrene taler og intet er som det ser ud til. Vi er i eventyrverdenen, og vi giver al magt til fantasien.

De to børn er Amaia og Gustau, kaldet Tau og Maia. Deres bedstefar har herligt mange historier at fortælle, men han har også en magisk nøgle til en brønd. I bunden af den åbner en ny verden sig for de to børn, hvis forældre aldrig har tid til dem i hverdagen…

I verdenen på bunden af brønden møder de forunderlige væsener og levende natur. Bedstefar Eg er den magiske verdens naturlige midtpunkt, men han er bestemt ikke alene. Her er både kendte eventyrlige væsener som drager og talende bjørne, men også nyskabelser som Yoghurtdrengen og vaniljepigen og poetiske figurer som Emily Dickinson.

Men som i alle andre eventyr, er her også ondskab, der skal bekæmpes, og for børnene er det ikke kun den magiske verden, der er truet. Det er deres elskede bedstefar også i den rigtige verden, for selv et stort hjerte kan ikke slå for evigt. Heldigvis kan børnene trække på stærke hjælpere i kampen mod hertug Amorpha og hans onde soldater, der opsluger alt levende på deres vej.

De forunderlige bøger om Amaia og Gustau trækker på fornem vis på nogle af de smukkeste og mest magiske historier i verdenshistorien. Den gør det uden at tøve, og uden at disneyficere alt det grumme. Her er referencer til Alice i Eventyrland, The Wizard of Oz, Narnia, Moby Dick, Brødrene Grimm, Den uendelige historier og meget, meget mere – helt tilbage til oldtidens fortællinger. Det er en smuk hyldest til fortidens digtere, men selvom jeg elsker intertekstualitet balancerer bogen også hele tiden på kanten af at det bliver lidt for meget – at læseren kommer til at bruge flere kræfter på at finde referencer end på at nyde fortællingen.

Jeg holder dog meget af sproget undervejs. Det minder mig om den franske 90’er film “De fortabte børns by” med magiske og triste personer og et helt fantastisk billedsprog, som jeg hele tiden ser De forunderlige bøger om Amaia og Gustau i.

Det er en god bog, og især de første to tredje dele af bogen er gennemført smuk og magisk. Desværre holder den ikke helt hjem. Som i så mange andre eventyrfortællinger slutter den med et stort slag mellem godt og ondt, og det klimaks kommer ikke helt op og flyve – måske fordi bogen er på ikke mindre end 484 sider alt i alt. Det er mange sider at holde den eventyrlige stemning i live over, og gassen går lidt af ballonen til sidst. Det er synd, men starten er så fin, at De forunderlige bøger om Amaia og Gustau er værd at læse alligevel.

Det er sjældent at man som dansk læser støder på catalanske bøger, og det udløser i sig selv pluspoint til det spændende forlag Jensen & Dalgaard at de binder an med en oversættelse fra catalansk.

J.L. Badal: De forunderlige bøger om Amaia og Gustau. 484 sider, 2017. Jensen & Dalgaard. Oversat af Ana Sofia Pasqual Pape og Oscar K.