Under den nys overståede sommerferie fik jeg også læst en krimi – nemlig ‘Jagthundene’ af Jørn Lier Horst. Det var en bog, jeg havde fundet i bogtræet nogle måneder inden, og jeg tænkte, at det var meget passende med lidt … Læs resten →
Under den nys overståede sommerferie fik jeg også læst en krimi – nemlig ‘Jagthundene’ af Jørn Lier Horst. Det var en bog, jeg havde fundet i bogtræet nogle måneder inden, og jeg tænkte, at det var meget passende med lidt krimilæsning i løbet af sommerferien.
‘Jagthundene’ er den ottende bog i serien om efterforskningslederen William Wisting. Man kan dog sagtens læse denne uden at have læst de foregående bøger. I ‘Jagthundene’ bliver en 17 år gammel sag genoptaget, da det viser sig, at beviserne mod gerningsmanden sandsynligvis er falske. William Wisting var efterforskningsleder på den sag, og han kommer derfor hurtigt i politiets søgelys. Det falder på et ret uheldigt tidspunkt, da der samtidig forsvinder en ung kvinde, og der opstår en mistanke om, at det kan være en serieforbryder, der er på spil. Kan William finde frem til forbryderen? Eller bliver det hans datter Line, som arbejder som journalist, der først kommer på sporet af bortføreren?
‘Jagthundene’ var en ganske god krimi. Den har en meget troværdig ramme, og det rolige tempo gør, at dette sagtens kunne være en forbrydelse, der havde foregået i virkeligheden. Her er ikke tale om superpsykotiske og sadistiske forbrydere som i Chris Carters bøger (de er nu også gode, det er slet ikke det) men om et drama, der kunne finde sted i Skandinavien.
Jeg er normalt ikke til krimier, hvor journalister optræder som detektiver, men jeg synes nu, at forfatteren slipper meget godt fra at inddrage en journalist så meget i handlingen. Hun er måske lidt heldig undervejs, men det fungerer fint, og forholdet mellem far og datter er også med til at skabe et sympatisk makkerpar i opklaringsarbejdet.
Det er ikke en krimi, hvor jeg sidder og bider negle i ren spænding undervejs – så dramatisk eller actionpacked er den ikke. Der er en fin fremdrift i historien, og der er skam også nogle dramatiske scener, men det er ikke en historie, der på nogen måde ryster mig. Det er dog ikke en kritik – jeg syntes, det var forfriskende at læse en god, solid og jordnær krimi, og jeg var fint underholdt undervejs.
