Med den spændende og grumme historie om en seriemorder med et formål præsenteres vi krimilæsere for et nyt og rigtigt interessant makkerpar: den danske politiassistent Christian Porsing og tyske Sigga Freitag med en helt særlig evne for at sanse tidligere begivenheder på et gerningssted. Fra bogens bagside: Da et menneskeskelet med et grævlingekranie dukker op, … Continue reading Jakob Melander: Jeg er Sarons rose

Med den spændende og grumme historie om en seriemorder med et formål præsenteres vi krimilæsere for et nyt og rigtigt interessant makkerpar: den danske politiassistent Christian Porsing og tyske Sigga Freitag med en helt særlig evne for at sanse tidligere begivenheder på et gerningssted.

Fra bogens bagside:
Da et menneskeskelet med et grævlingekranie dukker op, er politiet overbeviste om, at det er en practical joke, men ikke politiassistent Christian Porsing. Uden assistance fra sine kollegaer må han vende sig mod tysk politis tidligere star-profiler, Sigga Freitag, for hjælp.

I kraft af sin opvækst nær en tidligere koncentrationslejr er Sigga en plaget sjæl med en “næse” for det, hun kalder mentale spor efter menneskelig lidelse. Efter en særlig voldsom sag har hun forladt tysk politi og rejser nu rundt og holder foredrag om sin specielle metode.

Christian overværer hendes foredrag på Københavns Universitet. Han er skeptisk, men må langsomt indse, at Siggas metode vækker genklang i ham selv. Og da endnu et skelet med grævlingekranie dukker op, begynder en efterforskning, der vil ryste Christian i sin grundvold og forandre både ham og Sigga for altid.

Min anmeldelse:
Da jeg for nylig anmeldte den helt nye krimi “Opløst” af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo (se her https://blog.drustrup.dk/?p=936) indledte jeg den med en beskrivelse af, hvilke krimityper jeg især kunne lide, og desuden hvorfor jeg ikke er ret meget for de voldsomme seriemorderbøger. 

Derfor var det med spænding, at jeg begyndte at læse denne nye bog i en helt ny planlagt serie fra Jakob Melander. Jeg havde nemlig deltaget i et online bloggertræf, hvor han netop havde fortalt om seriemorderdelen af bogen. Han fortalte, at han bl.a. havde været inspireret af bøgerne om Hannibal Lecter – “Den røde drage” og “Ondskabens øjne” – af Thomas Harris samt af beretningerne om seriemorderen Jeffrey Dahmer fra USA. Ingen af delene virkede lovende på mig.

Til gengæld var jeg fascineret af Jakob Melanders historie om, hvordan et besøg i 1984 til koncentrationslejren Stutthof havde påvirket ham både psykisk og fysisk. Det havde været en stærk og skræmmende oplevelse at kunne mærke selve stedet og de tunge skæbner derfra, og denne inspirationskilde vakte min interesse for bogen. Den oplevelse havde han baseret den ene af sine hovedpersoner, tyske Sigga Freitag, på, og hun er en rigtigt spændende person i krimiverdenen. Sammen med den danske efterforsker, Christian Porsing, danner hun et efterforskerpar, som det bliver rigtigt spændende at følge i de næste bind af den planlagte trilogi.

Sigga Freitags evne til at opfange dramatiske begivenheder på gerningssteder fik mig til at tænke på efterforskeren Thomas La Cour fra tv-serien “Rejseholdet”, men jeg kan ikke lige komme på nogle tilfælde i krimilitteraturen. I bogen virker det overbevisende og bidrager med nye vinkler til genren.

Vel bliver det en rigtig grum og voldsom historie om en morder med adskillige mord på sin tvivlsomme samvittighed, men med det makkerpar og bogens intense spænding blev det til en god krimilæseoplevelse. For at undgå at afsløre for meget og ødelægge overraskelserne undervejs vil jeg ikke komme mere ind på selve handlingen. Blot vil jeg sige, at bagsidetekstens sidste ord om Sigga Freitag og Christian Porsing passer fint, og at Jakob Melander har planlagt en trilogi om makkerparret.

Jeg giver bogen 9 skydeskivepoint på min egen blog og 4 krimihjerter her: fire krimihjerter

Jakob Melander
Jeg er Sarons rose
People’s, 2021
469 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PER DRUSTRUP LARSEN  –  DRUSTRUPS BOGBLOG

Har du læst den? Hvad synes du?